onsdag den 9. juli 2008

Styltefluer ved havebassinet


Vi har et lille regnvandsbassin på terrassen i vores have: en gammel laboratorievask af porcelæn, hvor kattene altid kan drikke. I den ene ende har vi plantet en iris og på bunden ligger et tykt lag dynd: nedfaldne blade fra havens træer og andet godt. Nogle gange ses Livingstone fiske dyndet med forpoten, som han omhyggeligt slikker ren med "glad mine" :-).
Hver sommer udklækkes i vandet en million myg - men de har nu endelig fået kamp til stregen. I de sidste par uger har vi observeret en masse langbenede sorte fluer med changerende krop, der flakser rundt på bassinkanten eller løber sig en hurtig tur hen over vandoverfladen.


Klik på billedet, hvis du vil se nærmere på fluerne.

Det er styltefluer, nærmere bestemt arten Poecilobothrus nobilitatus, der bl.a. kendes på hannernes hvide vingespidser. De hvide spidser gør hannerne mere synlige, når de gør kur til hunnerne ved at vifte med vingerne. Poecilobotherus nobilitatus lever ved fugtige områder, er 6-7 mm lang og meget følsom over for skift i habitatet. Og ifølge Felthåndbogen på fugleognatur.dk lever den såmænd af ... myg, som den griber, netop som myggen bliver udklækket. Naturen er smart!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar