9 år siden
søndag den 28. september 2008
Jeg ka' også
Det største, og flotteste, Christiania billede, jeg nogensinde har taget, lavede jeg den 9. december 1979, i en nøje planlagt frokostpause under junkblokaden. Lige da billederne skulle tages, kom en tågebanke rullende ind og gav en hel speciel stemning. Jeg havde bedt alle tage værktøj og arbejdsredskaber med. For at vi skulle være så mange som muligt, tog jeg billedet med selvudløser og kameraet på stativ; det er mig i midten med det røde revolutionstørklæde om halsen.
Jeg tegnede en mere skrammet og ramponeret ramme med de rød-hvide striber, men Loppe-Benny renvaskede den, desværre, til det nuværende.
Plakaten er udstillet på The map is not the territory på Esbjerg Kunstmuseum fra den 4. oktober 2008 - 18. januar 2008.
Det er Havnegade 20, hvis I skulle komme forbi. Jeg er selv inviteret til åbning og fin middag den 3. oktober, men der er lidt langt til Esbjerg.
Udstillingen er den anden af fire udstillinger i museets forsknings- & udstillingsprojekt Kunst i kontekst.Ideen bag projektet er at bringe hverdagen ind på kunstmuseet. Hver deludstilling vil fokusere på et område, vi alle er fortrolige med: Religion, sprog og tænkning, naturens elementer og tilværelsens grundvilkår.
Udstillingsprojektet er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg & Internationale Udvalg og af Ny Carlsbergfondet.
Forskningsprojektet har fået støtte fra Kulturministerens Provinspulje, Ribe Amt, Lida & Oskar Nielsens Fond, Claus Sørensens Fond, Esbjerg Fonden & Novo Nordisk Fonden.
Etiketter:
kunst
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar