søndag den 30. august 2009

Drømmen om 'at være noget'



Denne her 'limo' er afgjort noget af det mest latterlige, man kan se i Københavns gader.

Når man nu lige er blevet gift, har man vel andet at lave end at se farvetv på en 25" skærm eller stå på ho'det i en minibar, der da vist sammen med de tonede ruder (?) er hovedattraktionerne for de to nygifte eller popstar'en i det kostbare skrummel. Ellers er hele showet da en misforståelse...

En stor bybus kan nemmere komme rundt om et skarpt hjørne end dette grimme misfoster, der vel næppe kan andet end at give næring til de små pigers prinsesse- & overklassedrømme.

International Dag i København


Det lettiske mandskor i fin stil


På den flydende scene var der, blandt meget andet, filippinsk folkedans.

Formålet med Københavns Internationale Dag inde ved søerne er at fejre og synliggøre mangfoldighed: vores evne til at være forskellige i fællesskab på tværs af etnicitet, nationalitet, køn, seksuel orientering og ikke mindst generationer. Københavns Internationale Dag hylder alle de frivillige foreningsaktive kræfter, der er i vores by.
Jeg spiste chilenske empanadas, drak kwass og snaps fra Letland, chai te og kage hos Kvindecentret, hørte cubansk musik, så filippinsk folkedans og fik en meget smuk lettisk kogebog med hjem.
Mosteren var der også med Mali-foreningens postkort i lommen. Der gik dog mere informationsmateriale den anden vej, men hun fik til gengæld dejlig sød marokkansk te med småkager og stærk kaffe fra Eritrea tilberedt på trækul, ligesom 'hjemme' i Mali. Og så blev der naturligvis snakket en del, mens musikken spillede.

En læsepind


På designudstillingen på Kongens Nytorv så jeg noget, der kunne være det optimale læseværktøj til blinde, svagtseende og ordblinde: En Voice Stick, en lille scanner, designet af Sungwoo Park, der kan scanne en tekst og læser den højt i en hovedtelefon.
Knapperne på den lille dims er selvfølgelig med Braille skrift...

torsdag den 13. august 2009

Hva' ville du bygge, hvis du havde 1000 m lægter?



En edderkop...



Eller et fældet træ i træ...



Måske en listig kube



Eller en båd, som man folder den i papir...





En stor puppe, bygget af brækkede lægtestumper. Inden i er der en hængekøje...



En fin, monumental siddeplads helt ud til vandet



Kom så, drenge! Skateboard'et ligger parat; I skal bare ha' bygget rampen.

Byggeprojekterne i Østre Anlæg ved Statens Museum for Kunst skrider hastigt frem. De skal være færdige fredag kl. 16 for at deltage i konkurrencen, så der blev gået til makronerne i dag.
Du skal kigge ind, hvis du kommer forbi. Man kan købe en øl eller en kage for en ti'er og der er et sted at sidde, hvis det regner, som det gjorde i dag. Jeg tror nok, der er kåringsfest fredag eftermiddag.

onsdag den 12. august 2009

Mer' helligt vanvid

Den 54 årige amerikanske galning, mormon og veteran fra den amerikanske hær (i Tyskland, ikke Vietnam!) John Yettav fik en åbenbaring om at han skulle frelse Aung San Suu Kyi fra snigmordere. Han kom illegalt ind i Myanmar og svømmede fem kilometer over en sø om natten til hendes hus.
Hun og hendes hushjælp ville ha' smidt ham ud for at undgå problemer, men han klagede over kramper og fik lov at blive lidt, hvilket endte med at give diktatorgeneralerne en alt for nem undskyldning for at forlænge Aung San Suu Kyis årelange husarrest med halvandet år og meget behændigt holde hende langt væk fra det tilstundende valg, skriver Information

John Yettaw selv fik en længere fængselsstraf.

Absurd religiøst vanvid

Ifølge et Ritzau telegram i bl.a. Information er den islamiske gruppe al-Shabaab i Somalia begyndt at trække folks guld og sølvtænder ud med vold, fordi gruppen mener, at guld- og sølvtænder bruges for skønhedens og modens skyld; det strider mod deres strenge fortolkning af islam.
Hva' fanden skal de stakkels mennesker så tygge deres mad med?
Er grimme sølvfyldninger tilladt? Er plastfyldninger eller porcelænsbelagte guldtænder; det kan jo ikke ses. Må de gamle ha' gebis eller skal de affinde sig med søbemad for resten af livet?

Religiøst vanvid og helligt bagstræb kan sandelig antage mange former, især når det drejer sig om at bestemme, hvordan andre skal leve deres lille liv.

tirsdag den 11. august 2009

1000 meter lægter i Østre Anlæg...

Hvad ville du bygge hvis du fik én kilometer lægter?



Det er oplægget til konkurrencen, der arrangeres af foreningen WoodWorks. 15 hold med 3 på hvert er nu udvalgte og i fuld gang med byggeriet, der skal være færdigt om 3-4 dage. Deltagelse er gratis, materialer bliver stillet frit til rådighed - men man må kun bruge lægter.
Copenhagen International Wood Festival
er et laboratorium for brug af træ i det offentlige rum. Festivalen, er den første af sin slags i Danmark, og allerede nu ser det meget spændende ud, som du kan se lidt af på mit mobiltelefonbillede. Næste gang håber jeg at være bedre bevæbnet.

mandag den 3. august 2009

Bådebyggerens sunde & nemme frokost


Halve avokadoer med salt, peber, en sjat balsamico, en teske & en lunken dåse øl.
De to hammere er til at nitte nogle skruespidser i dørken, så man ka' gå mæ' bare tæer uden at rive sig.