En nødvendig diskussion

Løsningen på klimaproblemerne er ikke at bygge flere vindmøller, slukke lyset, la’ vær’ at flyve på shopping i London, la’ bilen stå å’ ta’ cyklen (det’ er sundere!) osv. Det hjælper s’fø’li lidt altsammen, men ikke nok.
Løsningen er en lille ting, opfundet for mange år siden: Kondomet og familieplanlægning. Der er ved at være for mange af os og der bliver altfor hurtigt fler’ og mange fler’! Det bliver vi sgu nødt til at forholde os til og gøre noget ved, hvis verden fortsat skal være et sted, hvor alle kan ha' et rimeligt liv. Vi har sgu ikke andet.
Så må vi så se, hvordan vi får lukket munden på hans højhellige pavelighed og amerikanske og andre hysterisk fundamentalistiske præventions- og abortmodstandere, der helt sikkert vil føre sig særdeles støjende frem, hvis bare én ansvarlig førende politiker tør driste sig til at nævne denne problemstilling offentligt.

En weekend på Saltholm

I begyndelsen af august tog Karen & jeg den lange tur syd om Saltholm og under Øresundsbroen. Langs Saltholms østkyst så vi masser af forskellige fugle og sæler på stranden. Svanerne havde samlet sig i store hvide flokke, mens de skiftede svingfjer.
Her føler man sig virkeligt langt væk fra civilisationen.



Engang var jeg mod broen, men flot er den sgu!



Havnen, Barakkebroen kaldet, ligger lidt for sig selv på nordenden af den flade ø. Her måtte vi selvfølgelig ind på vores tur Saltholm rundt.



Saltholm vil aldrig blive overrendt af store køkkenkrydsere; der er næsten kun plads til små både og hverken el, vand eller varmt bad. Dit skrald skal du pænt tage med hjem igen og hunde må sletikke medtages. Man kan heller ikke købe noget, kun lægge lidt mønt til museet eller lokummets vedligehold.



Men der er busforbindelse ind til skolen, museet og gårdene



Harerne er ikke så sky.



En af Barakkebroens faciliteter.



Havnestemning.





Samtalekøkken med millionkroners havudsigt. Husk at rydde op efter dig.



Sikke en udsigt! Og på knolden ude ved indsejlingen var vi fri for myg.



Den sydlige del af øen er forbeholdt fuglelivet en stor del af året.



Floraen er rig og varieret; her en af Fruens bittesmå favoritter



Kunne det være den stenalderkrake eller ege, som bådebygger Henning skriver om?



Vi så dem; de er respektindgydende store.



Her er en stor kleppert på sin plads i skyggen under træet på den saltholmske savanne.



Fårene er mere fredelige.



De er meget teknisk interesserede. Måske derfor, de har firkantede pupiller...



Masser af tidsler og tidselsommerfugle.

Der er 2 gårde og 12 huse på øen. På gårdene bor de 5 fastboende på Saltholm. Gårde og huse er privat område, som selvfølgeligt skal respekteres.
Færdsel på øen sker helt på eget ansvar.

En stor del af øen er fredet, så der er begrænset adgang i tiden 1. april til 16. juli. I den tid skal man, af hensyn til de ynglende fugle, stort set holde sig nord for Holmegården.

Saltholm museum

Museumsdirektør Hans Zimling, 88 år og stadig fuld af gode historier, foran museet.



Hans Zimling har bygget sit museum i en gammel ruin fra kalkbruddets tid, han selv måtte lægge tag på. For nylig er det lille museum blevet udvidet med en skolestue med borde og stole til en større flok gæster. Man er velkommen til at tage madpakken med.



Sæt god tid af til besøget.



Hans Zimling kan fortælle mange dramatiske historier fra livet på den flade ø.



Kunst er der også plads til på Zimlings museum.



Karen prøver en tysk artillerikikkert fra 2. verdenskrig og ser en musvåge i luften på udkig efter bytte.

På Saltholm har Hans Zimling skabt en rigtig attraktion med sit museum, hvor han gennem mange år har samlet mange sjove og spændende sager.

Hans er født på Saltholm, men nu er han 88 og bor kun på øen om sommeren. Så arbejder han på sit museum og fortæller gerne spændende historier til besøgende sejlere.

Holmegård på Saltholm har sit eget website med billeder og tekst om gården, alle dyrene og om Saltholm, naturligvis.
Information om Saltholm på dansk & engelsk - med skjult skat.

Valdemar, en historie fra Saltholm museum

Jeg kom først til Saltholm i 1975, så jeg har kun oplevet Valdemar som et stort vrag, der år for år svandt mere og mere væk. I dag er der vist ikke noget tilbage.

Pia Kærsgård i det skingre, røde felt

I Paris ligger der et stort islamisk (ikke islamistisk!) kulturcenter, der huser både moske, uddannelser, café, restaurant, udstillinger, bibliotek, hamman m.m. Se mosquee-de-paris.org.

Jeg besøgte stedet, der er åbent for alle, ganske kort i efteråret, som du kan se her på bloggen. Det var en stor oplevelse af en rig kultur.

Jeg er ikke selv religiøs, end ikke medlem af folkekirken og har intet som helst til overs for religiøs fanatisme, hvad enten det er hysteriske ortodokse jøder, gale fundamentalister med bomber om maven eller morderiske amerikanske abortmodstandere. Men jeg har mødt oprigtigt religiøse mennesker, hvis dybe, humanistiske holdninger jeg har stor respekt for.

Skal vi nå videre i forhold til Islam, er det ikke DF's skingre og hysteriske populisme, der er brug for, men dialog og tolerance. Jeg håber, den moske, Københavns kommune har givet tilladelse til, kan blive et åbent sted for denne dialog.

Henrik Nordbrandt havde for nogle år siden en dobbeltside i Information om forskellen på den Islam, der har bragt os store kulturværdier og videnskab, og så det, han kalder vulgærislam, der desværre dominerer mediebilledet for tiden, hypet af tåberne på begge yderfløje.