onsdag den 21. april 2010

Jamen .... Nej

På DR P1 er der et lille, opposionelt hjørne, der hedder 'Kanten', hvor vi allesammen kan lytte, enten i realtime eller på nettet og blive klogere, hvis vi vil. I dag, onsdag, var det Flemming Jensen, 'den sure humorist', kalder han sig, der stod for 'Kanten' med et begavet og ubetaleligt morsomt indlæg om den sproglige forfladigelse, hvor alle moderne sætninger begynder med 'jamen,...'. Læs eller lyt Flemming Jensens begavede indlæg.
Her i huset holder vi meget af den sure humorists skarpe og sublimt morsomme indlæg i samfundsdebatten.

Kan anbefales i det kolde forår



Brug en times tid på at lave din udvalgte & dig sæl' en god gryde ungarsk gullasch, som Anne Knudsen beskriver den i sin gode kogebog 'Rolig nu - i køkkenet med Anne Knudsen'. En enkel og hyggelig beskæftigelse i den her kolde tid.
Du skal bruge nogle store løg, lidt hvidløg, svinefedt, en del kommenfrø, flåede tomater, Edelsüss paprika, noget småkød, kartofler og peberfrugt, godt brød, creme fraîche og en flaske hæderlig rødvin, måske lidt levende lys og et par sigøjnervioliner ...
Lav bare en god, stor grydefuld; det smager endnu bedre dagen efter. Å' så inviterer vi lillebror til middag i morgen.

søndag den 11. april 2010

Peter Callesen: Skin of Paper







Peter Callesen er til kunst i papir. Han kan med stor teknisk snilde, finesse og eftertænksomhed fremtrylle historier og forbløffende dramaturgier, ofte med megen humor, af et simpelt A4 ark. Det er der mange eksempler på i Peter Callesens charmerende udstilling i Kunsthallen Nikolaj.
Men det første man møder indenfor døren til det store udstillingsrum er et vaskeægte slot, med tårne & spir, et slot man kan gå ind i. Inde i slottet er der 17 videomonitorer med Peter Callesens underfundige videoværker og dokumentationer af tidligere værker.
Peter Callesen har også skabt en gengivelse af den gamle kirkebygnings østvindue som ruin, med tegninger og prints istedet for de blyindfattede vinduer.
Torsdag den 27. maj kl. 17 kan du opleve Peter Callesen selv fortælle om sin udstilling, der kan ses helt til den 6. juni. Jeg skal ihvertfald se den igen; der var altfor mange til åbningen.
Du kan se flere billeder på Peter Callesens eget website.

torsdag den 8. april 2010

Omvisning med anekdoter fra Mali


Moptis hippier. © Tidiani Shitou, Mopti, Mali 1978.

Har du lyst til at høre historien om, hvordan Svend Erik faldt over de første, gamle negativer, der endte med at blive til Sokkelunds Afrikanske Samling, har du chancen:

onsdag den 14. april kl. 17-18
på Galleri Christa's, Bredgade 36, Kbh. K.


Her vil Svend Erik og jeg fortælle om fotograferne fra Mali og deres billeder over et glas dableni (aromatisk saft af hibiscus-blomster fra Mali), når Galleri Christa's inviterer til en aften i Malis tegn.

OBS!
Der er begrænset deltagerantal, så ring venligst for tilmelding på tlf. 3311 1254, tir-fre kl. 13.00-17.30 – eller send en mail til gallery@christas.dk

Læs mere om Sokkelunds Afrikanske Samling og Galleri Christa's.

Du kan også læse mere om Sokkelunds Afrikanske Samling på Facebook