søndag den 28. august 2011

Udendørs udstilling i Husum - og Mopti, måske

Kørte til Husum for at se den spændende fotograf Tune Andersens udendørs fotoudstilling på torvet. Han har lavet nogle fine portrætter af landsbyens beboere & erhvervsdrivende.





Men det var nu mest for at se, hvordan han udstillede fotografi på et torv. Det skal Karen & jeg gøre til efteråret, i Mopti i det nordlige Mali.
Vi skal ha' udtænkt noget, der nemt kan laves af lokale materialer og arbejdskraft.
Hvis DU har gode ideer, hører jeg gerne fra dig.

Kommer du i nærheden af Husum Torv skal du absolut gå omkring Tune Andersens udstilling; det er et sjovt projekt.

Bryllup på Islands Brygge

Det er meget moderne at bli' gift ude under åben himmel, og i lørdags var der trængsel af mange bryllupper på Islands Brygge - tæt ved Langebro, så man hurtigt ku' komme i dækning, hvis himlens sluser skulle åbne sig. Det gjorde de flere gange i løbet af lørdagen, voldsomt og pludseligt. Skal man rende i dækning eller køre ritualet til ende, når regnen kommer væltende?
Heldigvis holdt skyerne tæt og lyset var flot og dramatisk, da Anders fik sin Pernille.
Frokosten bagefter var heldigvis ikke ude under Guds lunefulde himmel.





Så blev der fotograferet, å' kysset å' én gang til! 

søndag den 21. august 2011

Harmonic Fields





Den sidste chance for at opleve franske Pierre Sauvageot/ Lieux Publics & Cies kæmpestore vindsymfoni for 500 instrumenter er i dag, søndag d. 21. august fra kl. 13 - 21. Så grib madkurven, familien, vennerne og et par passende flasker og hold dagen fri i de franske vindinstrumenters fløjten, brummen og klingren. Vejret bliver tørt, solrigt, op til 20 grader og passende vind til det magiske lydunivers. Hist & pist er der sørget for noget at slænge sig på, men tag måske et tæppe med hvis der bliver trængsel.
Å' så er det ganske gratis.

Glem det hele og lyt til vindens magiske koncert!

lørdag den 20. august 2011

Ondt i friheden

Lørdagens leder i Information giver Christiania en spids, men yderst tiltrængt kritisk albue og stor tak  for det. Kristen Bjørnkærs leder er værd at læse for alle, der interesserer sig for 'tossereservatet' på Christianshavn.

Citat:

"PRESSEFRIHED er noget, man kæmper for andre steder i verden, men ikke på Christiania. Efter uroen forleden kunne dagbladet Politiken fortælle, at dens medarbejder på stedet blev mødt af et forbud mod at fotografere samt blev visiteret, da man ville sikre sig, at han ikke var ansat i politiet. En freelancefotograf fortalte, at han var blevet truet af folk med kæppe til at slette, hvad han havde optaget med sit kamera." 


Læs resten af Kristen Bjørnkærs leder på Information.dk

fredag den 19. august 2011

Inden sommeren er helt forbi...

Claus Meyer & Co kommer nu med en herlig kogebog der vil udvikle børn (og voksnes!) glæde ved og sans for mad, både hjemme i køkkenet og ude i naturen, hvor ungene selv kan være med til at indsamle og tilberede de gode sager, tjekke om muslingerne er levende osv. Bare se denne her herlige 'Ole Opfinder' opskrift fra bogen på popkorn over bål:

Den sidste, ulmende – men stadig stærke – varme fra et bål (se opskrifter på både bål og bålmad i bogen), kan bruges til alt muligt. F.eks. til at lave popcorn over på denne smarte måde. Majskernerne popper i fuldt udsyn, og så er der noget „Ole-opfinder“ over teknikken, som gør det rigtig sjovt for børnene at være med.
2 dl majskerner
2 spsk. olie
2 metalsigter
ståltråd
en kraftig pind på ca. 1–1½ meter (så du ikke brænder fingrene)
salt
Kom majskernerne i en skål, vend dem i olien, og kom dem i den ene sigte. Læg den anden sigte ovenpå, så de danner en kugle, og bind dem godt sammen med ståltråd. Bind herefter popcornkuglen fast for enden af pinden med ståltråden.
Hold popcornkuglen ind over varmen, indtil majskernerne begynder at poppe. Ryst med jævne mellemrum, så alle majskernerne bliver poppet.
Tag kuglen ud af bålet, men pas på med sigterne, da de er meget varme. Når en voksen – med handsker eller efter lidt nedkøling – har åbnet kuglen, kan popcornene hældes i en skål, drysses med lidt salt og spises.

Læs meget mere og køb bogen fra d. 13. september hos Meyer & Co.