lørdag den 29. marts 2008

Optimismens endeligt?


'Fremtidshåb. Engang var der noget ved fremtiden. Den var fyldt med flyvende biler, løste problemer og indfriede løfter. Men i dag består den tilsyneladende snarere af truslen mod klimaet, truslen mod demokratiet, truslen fra globaliseringen og truslen fra et konstant tiltagende moralsk forfald. Så er håbet simpelthen brændt ud, eller er vi måske tværtimod nået frem til et let sløret, men afgørende vendepunkt?'
Hans Henrik Rasmussen skriver i Information på kultursiden om 'Optimismens endeligt; I fremtiden vil man ikke længere kunne holde det ud', og citerer samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen der mener, at det i det politiske liv er blevet langt sværere overhovedet at tale om noget så diffust som håb for fremtiden. Det skyldes det, han kalder "barnagtiggørelsen af samfundet":
"En barnagtiggørelse, der gør, at vi regulerer hele samfundsviklingen med udgangspunkt i behovsdækning frem for moral og etik. Vi er holdt op med at tænke det gode som en samfundsmæssig dyd, men mere som et individuelt behov, der skal dækkes her og nu. Så politikerne har fundet ud af, at, hallo, det handler jo om at love dem noget mere på kort sigt, det er sådan man bliver valgt."
Tjo, det problem ved demokratiet har Platon beskrevet på akademiet i Athen for et par tusind år siden.

fredag den 28. marts 2008

Textilkunst af Lone Simone Simonsen





I Galleri Krebsen i Studiestræde er jeg inviteret til fernisering på en fin lille udstilling af textilkunst. Noget af det er nærmest gobeliner, store, flotte, farverige, vævede; et morsomt cafébord. Omkring 36.000, vil du have en hjem på væggen, men så er de også omkring en meter gange halvanden. Jeg er mest fascineret af de små billeder på 20 x 20 cm. til 2-3.000. Det ku' der godt blive plads til i husholdningsbudgettet selvom jeg lige har købt en lækker cykel til 3.000. Den gamle var stjålet, da vi kom hjem fra Bornholm. Stakkels tyv; den cykel var ikke en skid værd!

Som Poul Kjøller synger:

'Jeg er så glad for min cykel.
Jeg kommer hurtigt langt omkring,
og det' fordi på en cykel,
der går det let som ingenting.

En cykel larmer ikke.
Den bruger nul benzin.
En cykel oser ikke,
som andre olie svin.

Jeg er så glad for min cykel ...'

fredag den 21. marts 2008

Vores allesammens public service kanal

DR er hårdt trængt på økonomien. Karen & jeg er ret ligeglade med TV, men P1, vores førende public service kanal, bliver ringere og ringere. Kirken og religionen fylder efterhånden ganske forbandet meget og hvad der ellers bliver lavet, bliver genudsendt tre - fire gange sammen med indslag vi har hørt for flere år siden.
DR blev lokket ud i Ørestaden for at fungere som lokomotiv for det stagnerende grundsalg. Det lykkedes ganske godt. At man så også kunne bruge det vildtvoksende byggebudget til at vride armen rundt på DR med voldsomme nedskæringer til følge, der alvorligt har stækket vores allesammens public service kanal, var bare en for højrefløjspolitikerne herlig bivirkning, der kunne lukke kæften på den kritiske institution.
På Informations debatside blev foreslået at de relativt højtlønnede journalister bidrog til at redde deres arbejdsplads ved at gå ned i løn.
'Peter' skriver: 'Tror du virkelig dygtige journalster vil arbejde for mindre? Og tror du virkelig det kan redde DR fra den slagtning, de borgerlige har planlagt?'
Per Vadmand svarer: 'Rigtigt, Peter - der er tale om et bevidst politisk valg. Som jeg har sagt før: Hvis man havde behandlet andre offentlige virksomheders budgetoverskridelser på samme måde som DR's, havde Storebæltsbroen kun gået til Sprogø.
Her kan jeg ikke lade være med at sende en tanke til Forsvarets mange absurde fejlinvesteringer i mange millioners-klassen: Tårnfalken, der ikke kan flyve, radarsystemer, der ikke kan bruges, kostbare, uanvendelige computersystemer, helikoptere, der er på værksted, når de skal redde liv, transportfly osv. ...

torsdag den 20. marts 2008

Morten Sabroe i New York


Morten Sabroes 'New Journalism' har jeg aldrig tidligere været særlig begejstret for. Det var for smart og strittede i for mange retninger.
Men nu har Karen fået hans nye bog af sin redaktør. Den, der handler om at han bliver sendt til New York for at skrive om den måske kommende præsident Hillary Clinton og ender med at skrive en bog om sin mor, nordisk mester i tårnspring, med mange paraleller mellem de to stærke kvinder. Kønskampen og bz'erne får også et spark over skinnebenet: 'Baggrunden for det er mindreværd og mangel på selverkendelse. Det var det samme, der karakteriserede den aggressive del af BZ-bevægelsen, som i sin kamp for en ret, der ellers var tydelig nok for mange, har gjort sig mere vulgær og brutal, end det politi, de betragter som deres hovedfjende. Der var åbenbart ingen lære af Allotria, som viste at der er en vej ud af blindgyden: Fantasi, humor, overskud og en selvtillid af en anden verden.' Morten Sabroe slutter afsnittet med at spørge: 'Vil de overhovedet en anden verden, eller vil de bare slås?'

onsdag den 19. marts 2008

Vild kunst


Lige ved siden af Café Teatret havde Galleri Tom Christoffersen fernisering på en af de rigtig vilde, Alexander Laner fra Tyskland.
Jeg gik indenfor for at få varmet mine kolde tæer og dumpede ned i den sjoveste udstilling, jeg har set meget længe. Jeg mødte kunstneren himself ved den finurligste hjemmebar, jeg nogensinde har set. Et stativ med vinballoner, komplet med holder til rene glas, køleanlæg fra et slagtet køleskab og tappehane.


Han havde også lavet et flygel af det allerbilligste fra byggemarkedet: Spånplade, bræddebolte, plasticlaminat. Det skulle desværre stemmes hvergang det blev flyttet, men ellers var det fint nok.


Og en racercykel, der spillede opera fra en grammofonplade i baghjulet. Jeg troede, det var en af de hippe gæster, der havde smidt sin cykel indenfor på gulvet - indtil jeg hørte, hvor Maria Callas kom fra.

Youssou N'Dour & Per Stig Møller


Senegals verdensberømte vokal Youssou N'Dour og udenrigsminister Per Stig Møller stillede op i Kafcaféen i Skindergade til et kort debatmøde om religion og kultur på tværs af kulturer. Youssou bruger meget krudt på sociale og politiske forhold. I 2007 blev han af TIME MAGAZINE udpeget som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Youssou mente, at bortset fra fodbold viste de fleste afrikanere intet om Danmark. Det var jo ikke så godt. Verdens rigdom er jo netop de kulturelle forskelle, diversiteten, pressefriheden. Vi danskere kunne yde et vigtigt bidrag ved at støtte private medier i andre lande. Mange politikere misbrugte medierne for at bevare deres givtige job.
At være araber og at være muslim er to forskellige ting. Der er millioner af muslimer, der ikke er arabere, og millioner, der tager afstand fra terrorismen. Det hører vi bare aldrig om.
Mange unge senegalesere drømmer om at komme til Vesten. Youssou siger til dem, det ikke er paradis. Selv skynder han sig altid hjem, når han har været på turné.

Duer i forårshumør





Men meterologerne snakker her i middagsradioavisen om snestorm i påsken, så duerne er for tidligt ude...