Engang omkring 1970 boede jeg ganske kort hos en af mine venners engelske forældre i et grimt højhus i Paris. Han havde lige fået et større job i planlægningen af et meget ambitiøst projekt. De var lige flyttet ind og møblerne var ikke kommet endnu. Det var heldigt, for så var der god plads på gulvet til at rulle kæmpestore tegninger ud af et meget mærkeligt hus. Det så grangiveligt ud som sådan noget overdimensioneret Mekano, man bare kunne skrue fra hinanden og bygge om på.Centre Pompidou er i dag et kolosalt kulturcenter med adskillige udstillinger, et museum for moderne kunst, et kæmpe bibliotek, koncerter, film, teater, dans og s'føli' både café og en fin restaurant. Tjek selv på Centre Pompidou inden dit besøg. Det er mere overskueligt. Eller ta' din bærbare med; der er selvfølgelig gratis, tådløst internet over det hele.
Mit mål var en udstilling af eksperimentelt fotografi i Europa fra '20'erne til i dag; det var et lille hjørne af den moderne kunst, som ingen riggtig viste, hvor var, men det var da meget sjovt.
Pladsen udenfor skråner, som et amfiteater, og er meget populær blandt gadekunstnere. Der er meget ofte spændende optræden til sent på aftenen, hvis vejret er til det.
Har man fået nok af trængslen i det store hus, er der masser af små, hyggelige caféer i nærheden.
Nogenlunde sådan så hallerne også ud i slutningen af 60'erne, da jeg kom her.På den anden side af Boulevard de Sebastopol ligger til gengæld et af Paris' store shoppingcentre, det grimme les Halles, med høj musik og kludebutikker etc. Metrostationen Forum Les halles liggen nede under, og her er der trængsel af unge i alle farver om aftenen.
En gang var området Paris' store fødevaremarked, stedet hvor vi sluttede byturen med løgsuppe og rødvin på en lille café inden hotelsengen. Men nu er de fine støbejernshaller revet ned. To er dog bygget op igen, den ene i en lille by udenfor Paris og den anden i Yokohama i Japan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar