søndag den 26. december 2010

Sneskulptur foran Indkøberen på Christiania

Det begyndte med tre små lys i en snedrive. Nu griber det om sig og ser rigtigt hyggeligt ud i nattemørket foran Indkøberen.

Giv os Danmark tilbage!

Danmark er en sindstilstand og eksisterer kun, så længe vi kan bevare dets anstændighed, skriver Klaus Rifbjerg muntert, skarpt & sarkastisk  i denne kronik fra 2009.

Kom til at tænke på, hvordan det ville være, hvis Vor Dronnings nytårstale bare nærmede sig samme højder, i stedet som nu at bære præg af at være skrevet af et meget lidt ambitiøst kontorbud i statsministeriets yderste forkontor...

lørdag den 25. december 2010

Julemorgen


Med kaffe, bøger & friskbagte marcipancroissanter.

Julepynt i Sokkelund


Der er ikke plads til et juletræ, så fotografens bagtæppe er blevet dekoreret.
Billederne inde bagved er ikke fotografens værk, men en af hans venner fra Mali, Malick Sidibe.

Julepynt i Torvegade

Årets mandelgave


"Både direkte og indirekte er sproget over for grupper af medborgere blevet mere råt. Derfor udgiver jeg nu Victor Klemperers berømte bog om Det Tredje Riges sprog."

Sådan siger Knud Lindholm Lau fra kommunikationsvirksomheden tekst og tale, der i september 2010 med velvillige fondes støtte udgav Victor Klemperers LTi, Lingua Tertii imperii. Det Tredje Riges sprog på forlaget tekst og tale, oversat og forsynet med noter af Henning Vangsgaard.
Victor Klemperes (1881-1960) fik som jøde frataget sit professorat i romansk filologi i Dresden og kastede sig i stedet over studiet af Det Tredje Riges sprog, mens det foregik, på henkastede sedler, samtaler på tvangsarbejdspladsen, i propaganda og i de bøger og aviser, han som jøde kun sjældent havde adgang til. 
Det blev i 1947 til klassikeren LTI. Notizbuch eines Philologen, der alene i Tyskland har solgt 400.000 ex. og er oversat til alle hovedsprogene og nu foreligger på dansk, ikke kun som en trykt bog på 395 sider, men også som et særdeles levende website, www.klemperer.dk hvor diskussionen fortsætter og bogen iøvrigt kan købes.

Ord kan virke som bitte små doser arsenik:
De sluges ubemærket, de synes ikke at have
nogen virkning, men efter nogen tid viser
giftens virkning sig alligevel.

I vinteren 2008 drog Karen & jeg i arbejdseksil i Østermarie på Bornholm for at oversætte et større værk om Leni Riefenstahl. Det medførte lange samtaler over middagsbordet om, hvordan Hitler og nazisterne kunne drive det så vidt, som de gjorde. Her kan du se, hvilken fæl litteratur vi slæbte hjem fra biblioteket i Gudhjem.

En god jul til Jer alle














Årets julegaver står på spisebordet, bortset fra mandelgaven; sådan én skal man ha', og i år var jeg den heldige, der må læse først i Victor Klemperes store værk om Det Tredjes Riges sprog.
Ellers har vi droppet gaverne i år. Er et af problemerne i disse velfærdstider ikke, at vi har for mange ting? At lofter & kældre er fyldt med ting, vi ikke kan finde rundt i? At det måske er tingene der ejer os?

Glæd dig over julen så længe den varer. Lige strax er det næste år & hverdag igen.

torsdag den 23. december 2010

Til Hendes majestæt, Droningen.

Flemming Jensen, en sand ordets mester, der kalder sig selv 'den sure humorist', har lavet Kanten på P1 med en meget beskeden målgruppe denne gang, kun én person, Hendes majestæt Droning Margrethe.
Jensen håber at få majestæten til at tale de svages sag med effekt, når hun henvender sig til nationen nytårsaften.
Du kan læse eller høre Kanten her.

onsdag den 22. december 2010

En slæde til ildebrændsel m.m.



Sækkevognen kan ikke klare snemasserne, så jeg byggede mig en solid slæde af et par bræddestumper til, når der skal hentes klodser til brændeovnen.
Det er blevet vinter. Temperaturen var nede på 12 minusgrader i nat, og med nysne på voldgraven er det en ren fornøjelse at kunne løbe 3-4 km på ski lige uden for døren.
Spejderne sælger økologisk gran & juletræer lige ovre på den anden side, med stor succes; der var næsten udsolgt, da jeg kom derover på ski for at købe et bundt gran til fruens kreative udskejelser.

søndag den 19. december 2010

Loftet bliver isoleret

Det er rat at vide, at når det er Per bliver det gjort ordentligt.


Bobcatten bevæger sig så hurtigt når han arbejder, at det er umuligt for Karen at ta' et skarpt billede af ham.

Bygherren glæder sig
Gode venner gav et nap med at isolere vores loft, så der kan blive sove- & arbejdsværelse på 1. sal. Nedenunder skal der så være dagligstue, spisestue (samtalekøkken?) og fotografens atelier.
Det var effektive folk med et tempo, der ku' gi' en christianit sved på panden!

Skiføre!!

Klik på panoramabilledet af porthuset ved Rådvad, så bliver det større.
3-4 graders frost, nysne, vindstille... Det ku' næsten ikke blive bedre, så jeg måtte bare ud og trampe rundt på mine fire år gamle, næsten ubrugte ski (Fischer, fjeldski med stålkanter & rigtige fjeldstøvler, i læder!) i Dyrehaven. Ud over Eremitagesletten, forbi golfklubben, over Mølleåen og vestpå til Rådvad, op til slottet og så tilbage til bilen i mørket over sletten.
Sådan en dag er en gave. Det er bare at komme afsted når muligheden er der.
Tilbage ved Slettehus

tirsdag den 14. december 2010

Fuglene er sultne nu

der skal noget i maven for at holde varmen, selv om rødkælken her har pustet fjerdragten godt op.

søndag den 12. december 2010

Julemarked i Grå Hal på Christiania

Så' der julemarked i Den Grå Hal ved hjørnet af Prinsessegade & Refshalevej! Gå der for stemningen, en bid at spise, lidt at drikke (varmt juleøl!) og måske et par julegaver, du ikke kan købe andre steder.

Å' så er der gratis adgang!
 Første stop, når du kommer ind fra kulden: En ti'er for et plastickrus varm, krydret øl.


 Putte & Co kan anbefales til kaffepausen & den søde tand.



Du kan roligt sætte en time af. Men lad være med at ta' bilen. Det du'er ikke. Det er en fornøjelig gåtur langs kanalen fra metro'en på Christianshavns Torv, ca. et kvarter. Der er meget at glo på undervejs.

mandag den 6. december 2010

Musik fra Afrika

Billedet er for stemningen
På bloggen awesometapesfromafrica.blogspot.com kan den interesserede læser & lytter finde sjældne, musikalske skatte fra alle hjørner af det store kontinent.

torsdag den 2. december 2010

Julemarked i Den Grå Hal på Christiania



Det eventyrlige julemarked i Den Grå Hal ved hjørnet af Prinsessegade - Refshalevej er Nordeuropas mest eksotiske, med mangfoldige gaveboder, underholdning og
små spisesteder.
Jeg kan anbefale Indkøberens varme juleøl, en specialitet, der kun laves til julemarkedet. En dejlig ting når du kommer ind fra kulden.

Advarsel: Det er umuligt komme til julemarkedet i bil. Men det er en ganske smuk spadseretur fra metrostationen på Christianshavns Torv langs kanalen til Bodenhoffs Plads.

lørdag den 27. november 2010

Om kulturens nødvendighed

Flere af mine venner kunne ikke forstå, jeg brugte så meget tid på MEGALitt, den store happening på Hovedbiblioteket, hvor 200 forfattere fra 25 scener læste op et kvarter hver i protest mod nedskæringerne i litteraturstøtten. Jeg ku' heller ikke helt selv få ord på, hvad det handlede om.
Men forfatter og informationschef ved Sønderjyllands Symfoniorkester Morten Leth Jacobsen kan, så det er værd at læse.
Morten stod iøvrigt for MEGALitt i Aarhus.

torsdag den 25. november 2010

Verdens bedste Houdini er død

Houdini, katten der ikke kunne spærres inde, men altid fandt en vej ud, døde i nat efter en alvorlig, men kortvarig sygdom, der begyndte som en halten, men til sidst lammede begge bagben.
Efter at han havde været forsvundet et par dage, fandt Svend Erik ham sammenrullet under husets terrasse, hvorfra han med sine lamme ben ikke kunne komme op ved egen hjælp og måtte hejses op i et håndklæde. Han døde samme nat ved halvtotiden.
Houdini, kærligt kaldet 'Prutten', blev 11 år, og var hele sit liv en glad og meget social kat med sin helt egen personlighed, kærlig og meget afholdt af husets beboere, besøgende venner og, ikke mindst sin bror, Mr. Livingstone.


Du kan se meget mere om brødrenes liv i Sokkelund på bloggen Sokkelunds Flying Cats


lørdag den 13. november 2010

Giftigt skrald hal'vejs rundt om jorden


Gi' din ven en fisk og han bliver mæt i dag.
Lær ham at fiske og han bliver mæt hver dag.
Gl. kinesisk ordsprog

Det er sgu da helt absurd at sejle seks tusind tons af noger af det giftigste affald i verden fra Australien halvvejs rundt om kloden for at få det brændt af på Komunekemi i Nyborg. Og der kommer flere skibsladninger. Ialt står der 16.000 ton HCB i skibscontainere på en fabrik i Sydney.
HCB er et spildprodukt fra produktion af plastic og opløsningsmidler. Det er nu totalforbudt og der bliver ikke lavet mere af skidtet. Australien har ikke noget anlæg, der kan brænde det på den rigtige måde. Men de burde måske se til at få anskaffet sig ét! De er trods alt 20 millioner og må da ha' behov for at få brændt noet giftigt skidt af engang imellem. Der er omkring et halv hundrede anlæg af slagsen i Europa.

Skidtet kommer fra det australske firma Orica, der er i gang med at rydde op i fortids synder på kemivirksomheden i Botany Industrial Park, og det er da al ære værd.

Jeg er ret sikker på, at Komunekemi, mod en passende betaling, kan bruge den know-how de har i Nyborg, til i samarbejde med NIRAS at bygge og måske også drive, et nøglefærdigt højtemperatur incinerations anlæg i Australien, så skidtet kan behandles på stedet og den slags vanvittige transporter halvvejs rundt om kloden helt kan undgås.

Det skib vil være en superfarlig, tikkende miljøbombe flere tusind sømil hele vejen rundt til skidtet er losset i Nyborg: Skibe går på grund, støder sammen, springer læk i hårdt vejr, får maskinskade...
Ovenikøbet kommer der flere transporter med resten af de 16.000 tons af skidtet. Risikoen for en gigantisk miljøskandale med enorme omkostninger er for stor.
Her kan du læse, hvad det australske firma Orica selc skriver om sagen, og her Kommunekemis version. Du kan også se Kommunekemi pdf folder.

tirsdag den 9. november 2010

MEGA Litt på Hovedbiblioteket i København

Per Stig Møller gik på som den første på scene 1 kl. 13:01. Han begyndte med at læse to tekster fra sine egne bøger. Så læste han et referat fra Folketinget, der havde genovervejet beslutningen om litteraturstøtte. Og bevilget pengene. Stor jubel. Han spurgte, hva' der så skulle ske resten af dagen...
Publikum og forfattere var jo mødt op for at lytte & læse op.

Så Karen Hammer læste op og kom i Den 2. Radio.

En installation af kasserede bøger. Den blev meget større efterhånden. Til sidst måtte man gå på bøgerne for at komme forbi.

Merlin P. Mann giver den gas. Han ku' ha' siddet på Strøget mæ' sin kamsket...

Ida Sønderby Rosgaard på scene 21. Nogle af de 25 scener havde ikke så stort publikum, men der blev lyttet!

Forfatterforeningsformand Lotte Garbers bliver interwievet af en begejstret lokal tv station.

Frederik Dessaus finurlige oplæsning har jeg tit hørt i radioen.

25 scener, så der var oplæsning i næsten alle kroge & hjørner. Mange håber, eventen bliver gentaget til næste år

Store Klaus kom også; en storartet oplæser, jeg gerne lytter til igen.

Jan Sonnergård læste en vild historie om at gi' penge væk!

Vi var mange, der havde en rigtig god eftermiddag.

Måske er græsset grønnere på den anden side...

Den store konfettikanon skød festen af kl. 15:01.