onsdag den 31. december 2008

Godt Nytår 2009!


Fotografen er gået i seng med influenza, før året er omme. Mosteren trøster kræene - der (også) hader knaldfyrværkeri - og drikker skum sammen med Haruki Murakami og Trækopfuglens krønike (som rummer sider nok til et par års læsning ;-), mens hun venter på et nyt og bedre år!

søndag den 28. december 2008

Livingstone gi'r en pote ...

Otteethalvtkiloskatten er lidenskabelig blogger. Eller også er det bare varmen fra lampen ...

Julemad

Blodpølse er en fast tradition.

Frokost hos min gæstfrie svigerinde.

Karens julekage.

Juleaften hjemme hos min friske mor på 90 fik vi rensdyr med ovnstegte rødder. Richardt havde fået et godt tilbud fra Julemanden; han skulle alligevel ikke bruge rensdyrene mere i år. Alle blev sat i arbejde: Karen stod for rødderne, Ingolf & jeg smuttede & hakkede mandler til Lisbeths ris à l'amande, Leif underholdt Richardt, der stegte rensdyr - og Fru Thomsen dækkede bord. Jeg vaskede op inden juletræ, gaver, snaller, vin og snak.

2. juledag lavede Fruen en af de traditionelle juleretter, der nok desværre er ved at glide ud af danskernes menukort: Blodpølse med æblemos, rugbrød & mørkt øl. Det får vi hvert år.

Og så fik Karen igen i år bygget sin fantastiske julekage, i den gode engelske tradition med masser af mandler, nødder, svesker, rosiner, figner, abrikoser og krydderier - og en god sjat calvados. Den er tung som en flise, tager laaang tid at lave, smager pragtfuldt med et glas af den gode madeira fra Henriques & Henriques - og skal absolut kun laves denne ene gang om året.

I går gik turen 3. juledag med Pernille og Anders til den helt store julefrokost hos svigerinden nede sydpå: Sild, mørbradbøffer, lun leverpostej, æbleflæsk, sylte med mere samt diverse oste, øl & snaps og Fruens julekage til kaffen. Heldigvis var det skolelæreren, der styrede både ud og hjem, så jeg kunne ta' mig en lur på bagsædet på hjemvejen.

fredag den 26. december 2008

Julekage

Så er der rigtig julekage i ovnen
å' når den er bagt,
så' der noget, der er værd å ha' smagt!

tirsdag den 23. december 2008

Jul i Den Grå Hal 2008







Juleløses Jul er blevet lidt af et arrangement efterhånden; det er jeg imponeret af. Så snart Julemarkedet er ryddet af vejen, går en stor flok frivillige igang med at bygge et køkken op, der kan lave mad til 300 mennesker, både flere retter lækker vegetarmad og den mere traditionelle julemad. Der skal noget til, f.eks. bliver der lavet 70 kg. rødkål og over 100 kg. risengrød.
Julemarkedet betaler lidt af festen og resten er sponsoreret. Bortset fra øl og vin er det hele ganske gratis at deltage i.
Der bliver hvert år lavet stort anlagte scenografier. Sidste år var temaet vikinger; i år er det vistnok noget med julemanden og hans slæde.
På scenen vil der aftenen igennem være forskellige optrædende, både oplæsning, levende musik og meget mere.

mandag den 22. december 2008

Julestemning i Sokkelund






I dag har jeg kastet mig ud i julebagning. Det har jeg ikke gjort i i mange år, men nu sku' det være. Potaske var ikke nemt at finde; bager folk ikke mere? De der køvepebernødder er da ikke værd at æde?
Ellers er'et s'mænd nemt nok. Der er lidt oprydning bagetter, men det er ingenting sammenlignet med fornøjelsen ved at hive en fyldt plade nybagte pebernødder af bedste kvalitet ud af ovnen, la' dem køle lidt og efter en omhyggelig kvalitetskontrol lægge dem i en rengjort, fint dekoreret kagedåse. For slet ikke at tale om udtrykket i Fruens ansigt ved mødet med den liflige duft af hjemmegjort bagværk...
Jeg kan anbefale Kirsten Høegh-Larsen: Gode Kager, Chr. Ejlers Forlag, Kbh. 1976.

I morgen står den på vaniljekranse ...

tirsdag den 2. december 2008

Tjaa...


Det er nu, der bliver sorteret ud i vaklende finansieringer, brådne kar, fiduser og svindlere i alle størrelser. Vi har nok desværre kun lige set starten.
Jeg er meget glad for, jeg ikke tog Sterlings billige tilbud men holdt mig til SAS; ellers var jeg sgu aldrig kommet til Paris.

mandag den 1. december 2008

Julebazar

Sidste weekend i november deltog Venskabsforeningen Danmark-Mali og Sokkelunds Afrikanske SamlingDet afrikanske julemarked i Verdenskulturcentret på Nørrebro. Vi havde både foreningens postkort med motiver fra Mali, malisk kunsthåndværk, bogen om portrætfotografen Hamadou Bocoum samt et PowerPoint-show med vores gamle afrikanske portrætter med. Vi solgte en enkelt bog og en meget lille håndfuld postkort ... Der var ellers gæster nok - men ting fra Afrika - kvalitet eller ej - må åbenbart ikke koste noget! Såååå det gider vi nok ikke stille op til én gang til.

onsdag den 19. november 2008

En smuk moské i Paris










Caféen i Institut de Monde Arabe er er dejligt sted at spise frokost, så jeg satte kursen østpå langs venstre bred af Seinen i det herlige vejr. Men ak, der er lukket om mandagen. Nu var jeg indstillet på lidt eksotisk, så jeg fortsatte langs floden og spadserede gennem Jardin des Plantes, med flokke af livlige skolebørn på vej ind for at blive klogere.
På den anden side af rue Geoffrey St. Hilaire ligger Institut Musulman et Mosquee, hvor der også er en lille fin cafée med spændende kager. Men da jeg sagde frokost, blev jeg høfligt fulgt længere ind i det smukke hus til en blød sofa og en blankpudset messingbakke med menukort. Gråspurve fløj rundt og spiste krummer, gæsterne snakkede dæmpet sammen.

Pantheons kuppel


Mit hotel ligger lige rundt om hjørnet fra Pantheons imponerende kuppel. Jeg kom forbi en sen aften i regnvejr på min jagt efter et hyggeligt & billigt sted at indtage min aftensmad og en smule rødvin.

Foucaults pendul




I 1851 beviste videnskabsmanden Léon Foucault med et 65 meter pendul, hængt op under Panthéons  kuppel, at jorden drejer sig om sin akse. Et frit ophængt pendul vil svinge i samme plan. Når jorden drejer sig under pendulet, og vi drejer med, vil vi se det som pendulet skifter retning.
På Steno Museets website kan du læse mere om Foucaults forsøg.

mandag den 17. november 2008

Skummel kælder


Her spiste jeg søndag aften, i en skummel kælder dybt under jorden. Men det var meget hyggeligt. Mere om det senere; nu vil stuepigen gerne til, så der kan være klar til den næste gæst. Jeg skal lige nå en enkelt fotoudstilling, så hopper jeg på SAS-flyet hjem til København.

Jardin de Luxembourg



Jardin de Luxembourg er lige ved hotellet. Søndag gik jeg gennem parken, hvor mange parisere nød dagen, selvom der kom lidt støvregn. Men det var ikke koldt.

Kun champagne







Lørdag aften var jeg til party hos Agnes B, som har et af de mest betydningsfulde fotogallerier i Paris. Som du kan se på billederne, manglede der ikke noget, heller ikke sjove gæster.

Gadevasker

I Holland har jeg set konerne vaske trappetrinet og fliserne foran huset; i Paris vasker de gaden, her ved Musée Picasso.

En lille butik

Ejeren står i døren og får sig en smøg.

søndag den 16. november 2008

Bøger en masse - en masse bøger

Mosterens kamera er sendt med fotografen til Paris, så læserne må undvære billeder af årets netop afsluttede forum for bøger, bogorme og (ikke mindst) boghandlere, hvor krimier og kendisser var i overtal.
Mosteren var der også og fik hilst på nuværende og (måske) kommende kunder, konkolleger og andet godtfolk - samt købt en masse nye bøger til bogsamlingen i det lille hjem. Her er ellers bøger nok ...
Har stået, gået og talt nok for flere dage og glæder mig både til køje med kræ og til at vende tilbage til freden og roen sammen med computeren og den igangværende oversættelse. Redaktøren rykker, så det er bare om at komme tilbage til tastaturet!

Centre Pompidou

Engang omkring 1970 boede jeg ganske kort hos en af mine venners engelske forældre i et grimt højhus i Paris. Han havde lige fået et større job i planlægningen af et meget ambitiøst projekt. De var lige flyttet ind og møblerne var ikke kommet endnu. Det var heldigt, for så var der god plads på gulvet til at rulle kæmpestore tegninger ud af et meget mærkeligt hus. Det så grangiveligt ud som sådan noget overdimensioneret Mekano, man bare kunne skrue fra hinanden og bygge om på.
Centre Pompidou er i dag et kolosalt kulturcenter med adskillige udstillinger, et museum for moderne kunst, et kæmpe bibliotek, koncerter, film, teater, dans og s'føli' både café og en fin restaurant. Tjek selv på Centre Pompidou inden dit besøg. Det er mere overskueligt. Eller ta' din bærbare med; der er selvfølgelig gratis, tådløst internet over det hele.
Mit mål var en udstilling af eksperimentelt fotografi i Europa fra '20'erne til i dag; det var et lille hjørne af den moderne kunst, som ingen riggtig viste, hvor var, men det var da meget sjovt.
Pladsen udenfor skråner, som et amfiteater, og er meget populær blandt gadekunstnere. Der er meget ofte spændende optræden til sent på aftenen, hvis vejret er til det.
Har man fået nok af trængslen i det store hus, er der masser af små, hyggelige caféer i nærheden.

Nogenlunde sådan så hallerne også ud i slutningen af 60'erne, da jeg kom her.

På den anden side af Boulevard de Sebastopol ligger til gengæld et af Paris' store shoppingcentre, det grimme les Halles, med høj musik og kludebutikker etc. Metrostationen Forum Les halles liggen nede under, og her er der trængsel af unge i alle farver om aftenen.
En gang var området Paris' store fødevaremarked, stedet hvor vi sluttede byturen med løgsuppe og rødvin på en lille café inden hotelsengen. Men nu er de fine støbejernshaller revet ned. To er dog bygget op igen, den ene i en lille by udenfor Paris og den anden i Yokohama i Japan.

Markedet er rykket lidt indenfor

Charmerende er det. Jeg ved ikke, hvad de parisiske grønthandlere og købmænd gør, når det bliver rigtigt vinter. Lige nu er temperaturen meget behagelig. Vanter & halstørklæde er et sjældent syn. Men det sker, det bliver rigtigt koldt. Jeg har oplevet en februar med 5-8 frostgrader. Vi fik kun varmen, når vi huggede brænden nede i gården til kaminen. Der var mange gamle, der frøs ihjel.