Christianiasagen i Højesteret

De sidste tre dage har jeg siddet i rigets højeste retsinstans for at følge Christianias og vores egen sag mod staten, om hævd og brugsret.

Banneret hang der, da jeg cyklede til Højesteret tidligt i morges, men var helt væk, da jeg kom hjem.
Jeg finder det lidt patetisk og foretrækker retfærdighed.
Eller betyder det, at der er mere kærlighed på Christiania? Blandt de agressive pushere eller sure naboer?

Mandag morgen var der trængsel på tilskuerpladserne og forarget, højlydt brok over, at der ikke var plads til alle; efter frokost var der knapt et dusin tilbage.
Der er ni dommere i bordeaux farvede kapper med hvide silkerevers bag den ophøjede, buede skranke bag i det højloftede rum. Midt i rummet, lidt mere i højde med os andre, er skranken, hvor advokaterne skiftes til at procedere i sorte kapper med grå revers. Den procederende står selvfølgelig med front mod dommerne og så, desværre, med ryggen til tilhørerne og de andre advokater.
I Landsretten indtog publikum deres pladser og rejste sig i repekt for retten, når dommerne kom ind i samlet flok. Højesterets dommere sidder på deres pladser, når tilhørere og advokater kommer ind. I de tre dage var det kun højesterets præsident, der nogle få gange sagde noget. Ellers blev der kun lyttet fra dommerbordet.
Fredag den 18. februar klokken 12 er det dommernes tur til at tale; der falder dommen.