Det er pisse koldt, meen...

Se nu bare, hvad vi fandt lige udenfor Smedehuset på Hald Hovedgaard i sidste uge.

Fuglelivet på Hald Hovedgård

Hver gang vi  er på Hald, er fuglelivet lige udenfor vinduerne til stor fornøjelse. Jeg gør, hvad jeg kan for at trække dem til, med mejsekugler, æbler å’ så’n.

Da vi spiste morgenmad i onsdags, hvor vejret stadig var fint, så vi blåmejse, musvit og sumpmejse. Dem er der mange af og de er bestemt ikke særlig sky, så længe vi bliver indendøre. Jeg sidder mindre end en halv meter fra mejsekuglen og de hakker lystigt løs.

Tit kommer den lidt større spætmejse susende med sit lange spidse næb. Så hummer de små fugle sig, til Karl Smart er færdig med at æde. To af kuglerne hænger på vinduets stormkrog, så det lyder som en vred mand der banker på, når spætmejsen hakker i kuglen.

Musvitten går rundt på terrassen og vender visne blade; der ku’ jo ligge en godbid under.

Hjemme i byen er skade og solsort nærmest halvtamme. Her i skovkanten er de utroligt sky og vi ser dem sjældent, for det meste på god afstand af huset, altid som par, ligesom tyrkerduerne, der spadserede rundt på græsplænen.

Flagspætten napper en bid mejsekugle og er væk som et rød-hvidt lyn inden jeg kan få fat i kameraet.

Rødkælk, bogfinke og et par skovskader har også været forbi et par gange og nappe noget af det, mejserne taber, når de hakker i kuglerne.

Onsdag eftermiddag, da det begyndte at tusmørke, kom hundredetusind krager forbi på vej til natlogi; sikke et pragtfuldt spektakel!

Ved halvottetiden i morges blev vi vækket af det herlige skrål, da de kom tilbage.

Slotsruinens vindebro

Jørgen Friis, der lod den dengang imponerende borg opføre omkring 1528, var den sidste katolske bisp i Viborg.

Den ene af de to indgange til bispeborgen havde to vindebroer ved siden af hinanden. En bred, der kunne køre vogne over, og en ganske smal bro til fodgængere. Begge broer kunne løftes op med et sindrigt system med kontravægte, så adgang til borgen var spærret. Porthusene har haft skydeskår, så vejen til borgen kunne beskydes.

Det tårn, du ser på billedet, er resterne af en rekonstruktion, arkitekten Martin Nyrop opførte som romantisk ’sommerhus’ for en højstående embedsmand på de sparsomme rester af bispens gamle tårn. Nationalmuseet rev senere den øverste del ned og dækkede tårnet af med et betondæksel. Jeg kunne godt tænke mig at se tegningerne til den sommerbolige, hvis de findes endnu. 

Bispens gamle borg har aldrig været gravet ud, og man ved ikke meget om hvordan den har set ud, bortset fra tegningen her.

Midgårdsormen på Jørgen Friis’ Hald

I ruinerne af bispens gamle borg bliver jeg mødt af selveste Midgårdsormen, der ligger lang og skrækkelig midt i borggården og ormer sig i bugter under og over jorden. Det er tre studerende fra seminariet i Viborg, der har slæbt rundt med store brændekævler og laver ‘land art’. 

Klik på billedet.

I venstre side har du en bugt af kræets mave og det fæle hovede. Midt i billedet, ved bålpladsen, en bugt mere af kroppen og i højre side bæstets lange, skællede hale

Den store bue er jeg imponeret af. Tunge kævler spændt op med træsstykker, som borgruinens gamle hvælvinger er spændt op i sten for flere hundrede år siden.

Hovedet og det store gab med tungen ud af halsen.

Jollen i træet

Forleden dag, da jeg var ude for at hænge (flere) mejsekugler ud til det sultne fuglemylder udenfor vores vinduer her i Smedehuset på Hald Hovedgård, så jeg noget helt besynderligt: Det lignede grangiveligt en gul plasticjolle. Det var ikke det; joller er der mange af heromkring, i alle farver: Men den hang 8 meter oppe i et træ, omkring 300 meter fra vandkanten og alle de andre joller! Godtnok har det lige været voldsomt stormvejr, men alligeveller!

Lidt senere, oppe i hovedbygningen, kunne Peter opklare sagen for mig. Lærerne på Naturskolen ved siden af Hald Hovedgård havde hængt jollen op, for at demonstrere for eleverne, hvor man havde beregnet vandoverfladen til at være, hvis al indlandsisen smeltede. Omkring 20 meter over vandspejlet i Hald Sø. Der bliver ikke meget tørt land tilbage til os snart 7 millioner danskere…

Hjemad

Oversætteren arbejder også i toget.

Desværre, vejrudsigten havde ellers lige lovet masser af sne omkring Hald, så vi ville gerne være blevet. Men en anden skribent er på vej, så det er bare rygsækkene på nakken, bussen til Herning og, oh luksus, DSB første klasse hjemad, efter en hurtig pizza på banegården.

Selv om bror'en havde tændt op et par timer før, var der køligt i det lille hjem, 6 plusgrader... Kræene var ligeglade, men de er også klædt på til det.

De var bare glade for at se os igen.

Bogskabet på Hald Hovedgaard

I Pejsestuen står et stort, fint bogskab. Indholdet er bøger, skrevet eller oversat på Hald.

Karen har foreløbig én bog i skabet, en biografi om Leni Riefenstahl, oversat fra amerikansk dels på Hald og dels i vores bornholmske vintereksil.

Den næste er på vej her til foråret, oversat fra fransk: "L'île aux cannibales", af Nicolas Werth, som på dansk kommer til at hedde 'Kannibaløen', en historisk beretning om deportationer til Sibirien i 1930'erne.

Gamle billeder fra Smedehuset på Hald

På den anden side af huset er der en stejl skråning ned mod Hald Sø. Træerne bag huset er den anden side af den smalle sø.

Her er der ildebrændsel til Smedehusets gode bekkasinovn. Ovnen blev tegnet engang i 20'erne, prisbelønnet på en udstilling i '94 og produceres stadig på Bechs smedeværksted i Allingeåbro.

Der står én af slagsen her lige bag mig nu i den kolde januar 2011 og holder vores hus dejligt varmt. 

Spætmejserne

Er trofaste gæster ved mejsekuglerne. Det er rødkælken også, men på sneen under kuglen, hvor den deler de andre fugles spildte smuler med de vimse mus.

En flagspætte i gallauniform forsøgte sig også ved mejsekuglerne, men opgav hurtigt. Den er specialist i små dyr i hård bark på træer, der står stille.

På den anden bred

Østers

Nytårsaften vil vi ha' østers & skum, så vi drog afsted til Viborg. Efter en del søgen rundt endte vi i Føtex, et sted, jeg sjældent kommer. "Østers?; joh, da, lige her henne!" Og der lå kassevis af de små lækre fra Frankrig, importeret af Løgismose i kasser med 12 stk., så vi nappede en.

Vi havde verdens bedste østerskniv med hjemmefra, så arbejdet med at lukke dem op gik glat & uden skrammer.

Karen havde skåret citronen, så jeg skulle bare sætte glas frem og åbne for boblerne...

Godt nytår

En rolig nytårsnat med fuldmåne, vindstille, syv frostgrader og buldren & bragen af fyrværkeri i det fjerne.

Billeder fra min fodtur i Troldeslugten

Troldeslugten, der løber ud i Hald Sø ved Niels Bugges Kro, er et magisk landskab, en snæver kløft, hvor en lille bæk løber igennem og træer ligger hvor de falder. Måske saves der lige en bid af stammen, så terrængående fodtudser kan passere.

Vandet kommer fra underjordiske kilder, så der skal meget til, før det fryser til.

En tur i sneen

Jeg skal jo bare læse lidt korrektur af & til, så jeg har go' tid til at gå en tur. Den gamle allé her går vinkelret på Halds akse, helt nede langs søbredden. Inde i allén er der ingen sne.

Grene henover bådpladsen ved søbredden.

Dollerup Bakker, et par kilometer syd for Hald, hvor søen slutter.

Jeg nåede ikke ned i bakkerne denne gang. Det er et flot, stort landskab.

Færdigt arbejde

Karen svinger den store klokke uden for døren til Kapellet, fordi hun er færdig med arbejdet.

Klokken hænger almindeligvis højt oppe i Kapellets tårn, men faldt ned fordi beslaget er slidt igennem. Der skal en lift eller ihvertfald en meget lang stige til for at få den op på plads igen.

Når man har ringet med klokken, giver man en lille én, så her sidder Sally, Peter, hans søn Johannes og fru Gitte sammen med Karen og om et øjeblik også mig og drikker gløgg og spiser en meget engelsk julekage.

I morgen pakker vi vort skrammel & vandrer op til bussen, hjemad til Tossereservatet.

Kold nat

Hørte i radioavisen, det havde været rigtigt koldt i nat. Koldest i Karup, med -17 grader. Det er lige lidt mod syd herfra.

I går flyttede vi fra Smedehuset, hvor Sally nu residerer, til Kapellet lige ved siden af hovedhuset.

Det kneb lidt med at holde varmen, til trods for fuld gang i både centralvarmen og elradiator, og der var is på ruderne i morges.

Troldeslugten

I går var jeg en lang tur op i Troldeslugten, bare med den lille Leica i lommen. Ved Niels Bugges Kro, lige før vandet fra slugten strømmer under vejen og ud i én af Danmarks dybeste søer, er der en opstemning og et par små fald, hvor der var masser af vand.

Leica'en er så lille, jeg var nødt til at tage handskerne af for at kunne betjene den. Men i 10 frostgrader bliver fingrene hurtigt stive, så det blev ikke til så meget.

Viborg

Dette elegante smedemøbel står foran Niels Bugges Hotel.

Man bliver vist ikke rig af at være portrætfotograf i Viborg

Lindas Køreskole trænger til en kærlig hånd.

Viborg er en sjovere by end Herning, med mange fine gamle huse, men også med plads til det lidt skæve.

Niels Bugges hugtænder

Langs vejen ned til Hald Hovedgaard står Niels Bugges hugtænder. Klik på billedet, hvis du vil læse, hvad der står på stenen. Stenene er iflg. Wikipedia vildtbanesten fra Alheden og har ikke noget med Niels Bugge at gøre. Men det lyder da meget sjovt...

I gamle dage fortsatte vejen gennem indkørselen til en port i midten af hovedhuset, så aksen gik gennem huset. I dag er der havestue og den store dør i bunden af tårnet åbner ud til terrassen, centrum for mangen en litterær diskussion og et godt glas, på en anden årstid.

Bare, så vi ved, hvor vi er. Faktisk er der en rigtig fin sti helt ind til Viborg. Den ser ud som har den engang været jernbane.

Men det frøs 8 grader, så vi tog bussen det meste af vejen.

Fruen på vej til Viborg for at købe ind til nytårsaften. Hvor køber man østers uden at ha' bestilt i god tid? Det vil vi snart finde ud af.

Tåget og meget koldt

'Deep into that darkness peering, long I stood there, wondering, fearing, doubting, dreaming dreams no mortal ever dared to dream before.'
Edgar Allan Poe