Viser opslag med etiketten Qvinti Lynette. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Qvinti Lynette. Vis alle opslag

søndag den 19. juni 2011

Quinti Lynette for længe siden

Karens kontor (K) er på første sal i den gamle hestestald, der senere blev bygget langs volden. Her er kun tegnet det første vagthus.
Fra 1978 til museet flyttede til Søkvæsthuset på Christianshavn holdt Orlogsmuseet til i de gamle bygninger på Quinti Lynette.

Den lille knast i venstre side på buen helt for oven er Quinti Lynette. Klik på kortet, så bliver det større. Eller gå ind på Statens Arkiver, hvor du også kan læse alle navnene i venstre side.


"Qvintus Lynette eller mere præcist Christiani Quinti Lynette var et udenværk i Christianshavns Befæstning foran Christiani Quinti Bastion, anlagt 1691. Oprindelig blev lynetten anlagt som et jordværk. Den blev senere forstærket med en murbeklædning. I 1786-89 blev den endnu eksisterende kampestensmur opført. I 1872 blev Refshalevej ført gennem lynetten, og i 1896 blev træporten fjernet, fordi den generede trafikken til og fra Burmeister & Wains Skibsbyggeri. Siden er også en del af muren blevet nedrevet. Den øvrige del af lynetten står intakt, ligesom de to karakteristiske bygninger i dens indre: Et vagt- og krudthus fra ca. 1780 og en tidligere hestestald fra samme tid."

I dag er der langt ud til kysten. Men der er stadig en vold med stenmur og voldgrav på Quinti Lynettes to sider ud mod Øresund. Kommer du forbi, skal du gi' dig tid til et kig gennem skydeskårene i fæstningsmuren nederst til venstre; det er er en meget listig murstenkonstruktion for at sikre at forsvarerne kunne holde øje og beskyde hele Reshalevej. Det flade vand foroven i billedet er idag et vildtvoksende græsareal, Karen kigger ud på fra sit kontor på 1. sal i det høje hus midt i billedet. Det har engang været brugt til Københavns eneste 'drive in' biograf. Karen siger, der er fasaner. Hun har fotograferet en flot fasankok fra sit vindue og hører tit det skingre vræl fra ham.

Vandet nederst til venstre er Minebådsgraven ud mod Krudtløbsvej og Holmen.

Hvor Refshalevej i venstre side af det gamle billede svinger mod øst, ligger det, der var B&Ws gamle kontor. Øverst til højre i billedet er i dag en af Danmarks største lystbådehavne, Lynettens lystbådehavn.på Margreteholmen, som Karen har udsigt til fra kontoret.
Et godt stykke udenfor billedet til højre finder du Amagerværket og Benzinøen, der er bygget op omkring en noget nyere del af Københavns befæstning.

mandag den 23. november 2009

Sild er GÅÅÅT!



Morten Visby, en kollega til Karen, der også sidder ude på Qvinti Lynette, fangede sild den anden dag, så Karen fik en håndfuld med hjem. De skal bare ha' lidt citron å' så'n & en tur ind under den varme grill ... å' koldt øl te', mums!

Mortens seneste oversættelse, en mursten af en bog, professor Jean Edward Smiths FDR om en af de allerstørste amerikanske præsidenter, Franklin D. Roosevelt, er lige udkommet. David Rehling anmeldte den over 1 1/2 side i Information. Ros til Morten. Jeg glæder mig til at læse FDR, der er på 888 sider (lidt mere end det dobbelte af biografien om Leni Riefenstahl, Karen oversatte for to år siden).

tirsdag den 19. maj 2009

Havedag på Qvinti Lynette




Karen siger, det var drengene med alle deres vilde maskiner. Pigerne gik pænt og ryddede ukrudt mellem brosten og fliser - så måske er det rigtigt nok. (Sjovt nok var det også drenge med vilde maskiner, der fangede fotografens interesse ;-).


Som gammel gartner havde jeg lovet at deltage, men bortset fra at klippe lidt i nogle buske ved trappen op til Karens kontor, var min største bedrift at stå for at rulle en stor kabeltromle ned fra volden. Jeg havde medbragt tovværk og en stor talje, der blev forankret i to seje syrener, så det var rimeligt nemt og gik fint og helt kontrolleret, selv om den var stor og tung og ved at falde fra hinanden. En af rødderne efterlyste ligefrem noget mere aktion. Nogle af kvinderne var til gengæld meget nervøse, mens vi rullede ned ad trappen.

mandag den 23. marts 2009

Første dag på Qvinti Lynette


Kasser er blevet pakket ud, mapper & bøger sat på plads og computeren forbundet med verden. Så' det bare at gå i gang. Mosterens seneste bogoversættelse står til højre på skrivebordet. I morgen står den forhåbentlig på disken i byens boghandeler.

onsdag den 18. marts 2009

Arbejdsbordet er vigtigt

Arbejdsbordet er vigtigt for en oversætter. Vi havde et konferencebord, Karen engang havde fået, da hun arbejdede i Hvidovre. Det stod pakket sammen i Williams kælder til han og Dorthe solgte huset. Så flyttede det ud på det alt for dyre lager vi havde på Strandlodsvej, hvor det stod i nogle år. Måske en del af det kunne genbruges som Oversætterens arbejdsbord i Qvinti Lynette? Så blev det flyttet og stillet op. Egetræsfineret spånplade, slidt, fugtskadet, lidt grimt.


Oversætteren overvejer...


Mens Karen knoklede med en opgave, blev noget af fotografens skrammel sorteret og en masse smidt ud. Til sidst også bordet.

Karen fandt et brugt, fint arbejdsbord på nettet til 500 kr + moms. Det kostede 400 kr at få det flyttet fra lageret for brugte kontormøbler i Sydhavnen.


625 kr. inkl. en lille, nydelig skuffeboks.

Det gamle røg på genbrugspladsen i eftermiddags. Hvorfor fanden har vi gemt på det gamle lort i alle de år?
Men definitionen på skrammel: Det du smider ud, dagen før du skal bruge det...

mandag den 9. marts 2009

Fruens antikvitet


Den gamle arkitektlampe skal ha' ny fatning & ledning samt gøres ordentlig ren. Så er den bedre end ny. Lamper i den kvalitet laves ikke mere; de ville blive alt for dyre.
Jeg håber at finde stumper til fatningen, så kan det hele bringes til at fungere igen.

torsdag den 26. februar 2009

Men Livingstone lytter med...


DEN BRAVE KAT LIVINGSTONE I KONCENTRERET LYTNING TIL RADIOENS INFORMATIONER OM HAVENISSER

Havenissernes tilholdssted?


SUSPEKTE HAVENISSER FORMODES AT HOLDE TIL I OBSERVERET BETONBUNKER I BASTIONENS INDVENDIGE NOE SPIDS STOP BEMAERK EGNET HAVENISSESTUB HOEJRE SIDE SLUT

Klar til indflytning


Flyttebilen kommer på fredag.

Havenisser??


RAPPORT 250209 KLOKKEN 165831
ENLIG HAVENISSE OBSERVERET QVINTI LYNETTE INDEN FOR BEFAESTNINGENS OESTRE MUR STOP OBSERVATION FRA AABENT VINDUE PAA FOERSTE SALENS NOE HJOERNE SLUT

søndag den 22. februar 2009

Nyt kontor til fruen


Det er i de gule huse midt i billedet


Godt beskyttet af voldgrav og mur...


Karens vindue på 1. sal til venstre for trappen


Amagerværket


Lynettehavnen og Øresund, hvis man står på tæer...


B&Ws gamle kæmpehaller



Så'det lige før der er klar til indflytning i Mosterens nye kontor i det gamle, fredede hus med egen voldgrav, masser af natur og, hvis man står på tæer, havudsigt. Lynettehavnen kan man sagtens se, det gamle B&W og Amagerværket.
Fotografen har kæmpet sig gennem driverne og spartlet, malet & lakeret i lange baner.

onsdag den 11. februar 2009

Karen flytter på landet



Eller i hvert fald til sit eget kontor i landlige omgivelser længere ude på Refshalevej med udsigt til Lynettehavnen lidt længere mod nord.