Viser opslag med etiketten kryb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kryb. Vis alle opslag

tirsdag den 17. august 2010

Naturen kravler

Hvordan finder en voldsnegl et råddent æble to meter oppe i en stikkende tjørnehæk?
Jeg fandt denneher smaskende fætter oppe i toppen af hækken i går, da jeg gik igang med den årlige tidkrævende og besværlige kamp med naturen, det er at holde tjørnen lidt nede, så vi kan se ud af vinduerne.
Så kan jeg lidt nemmere forstå den røde rose fire meter oppe i æbletræet. Den står da stadig på jorden.

søndag den 19. juli 2009

En puppe



Puppen her har de fineste, gyldne pletter. Den hang på en pedal på mosterens cykel for en uges tid siden (og den var ikke glad for sin første cykeltur). Så vi lagde den i en underskål i et mørkt, uforstyrret hjørne og håber en dag at være heldige at se, hva' der kommer ud af den.

Ventetiden har vi brugt på nettet. Og det viser sig, at det er tidselsommerfuglens puppe, vi har liggende til udklækning.

På Naturguide.dk kan man se, hvordan den så ud som larve og følge processen fra larven forpupper sig til sommerfuglen er færdigudviklet efter et par uger. På Dagsommerfugle.dk kan man se, hvordan den flyvefærdige tidselsommerfugl kommer til at se ud.

torsdag den 8. januar 2009

Den store jæger


Kort før sin 10 års fødselsdag fik Livingstone en aften ram på en ung rotte, som han stolt kom og præsenterede på gulvtæppet. Men så havde han også mistet al interesse for kræet, og jeg kunne smide den ud. Livingstone æder kun fugle og mus, ikke rotter.
I aften, på deres 10 års fødeselsdag, skal kræene have deres livret, rå kalvelever. Sådan foretrækker de den; Karen laver en mere delikat version til os selv.

søndag den 28. september 2008

Livingstone udstiller også...


Og for tiden er det små mus, han kommer slævende med hele natten. Karen sover fra hva'somhelst, så det er mig, der må op å' aflive kræene, når han kommer ind gennem katteklappen med sin fangst: Piiv, piiv, se hva' jeg har fanget...
To styks i nat og to allerede her til aften. De får et klask med fars sko og ud, tilbage til naturen.

lørdag den 6. september 2008

Håret gnaver med horn





Denne behårede fætter var i morges i gang med at guffe bladene på vores fine lyserøde klatrerose i sig. Og den er ikke alene...

Nysgerrig efter at vide, hvad det var for et kræ, sendte jeg en mail til sommerfugleentusiasten Kaj Dahl, som jeg fandt, da jeg gik på opdagelse på nettet. Det viste sig at være en psi-ugle (Acronicta psi) - ikke nogen sjældenhed, blot iført en sjældent farvestrålende frakke, så længe den er larve. Når den får vinger bliver den ... grå som alle katte i mørke - dens foretrukne revir.

På danskesommefugle.dk og fugleognatur.dk er der billeder af både larve og færdig fugl.

søndag den 13. juli 2008

Snegledræber på frierfødder



Stille søndag morgen, croissanter & kaffe på sengen - naturens diskrete morgenlyde og friske pust fra den åbne terrassedør. En vedvarende "snøften" bryder billedet. Går stille ud for at se, hvad det er for kræ, der snøfter derude. To pindsvin lusker rundt i krattet. Han snuser til hendes bag, hun snøfter højlydt - vender sig væk. Han går sig en tur ... ind i buskadset og - knas, knas - spiser en af havens mange sneglefætre.


Kameramand & -kone i aktion.



Svinefruen lusker rundt under vildvinen og tager for sig af retterne - knas, knas, smask, smask - endnu en fætter ned i vommen. Tid til at sove. Fred over lejren. Vogt jer, snegle - i nat slår hun til igen!

Læs om pindsvinenes parringsleg, og hvad deraf følger.
Læs om de iberiske skovsnegles naturlige fjender.

onsdag den 9. juli 2008

Styltefluer ved havebassinet


Vi har et lille regnvandsbassin på terrassen i vores have: en gammel laboratorievask af porcelæn, hvor kattene altid kan drikke. I den ene ende har vi plantet en iris og på bunden ligger et tykt lag dynd: nedfaldne blade fra havens træer og andet godt. Nogle gange ses Livingstone fiske dyndet med forpoten, som han omhyggeligt slikker ren med "glad mine" :-).
Hver sommer udklækkes i vandet en million myg - men de har nu endelig fået kamp til stregen. I de sidste par uger har vi observeret en masse langbenede sorte fluer med changerende krop, der flakser rundt på bassinkanten eller løber sig en hurtig tur hen over vandoverfladen.


Klik på billedet, hvis du vil se nærmere på fluerne.

Det er styltefluer, nærmere bestemt arten Poecilobothrus nobilitatus, der bl.a. kendes på hannernes hvide vingespidser. De hvide spidser gør hannerne mere synlige, når de gør kur til hunnerne ved at vifte med vingerne. Poecilobotherus nobilitatus lever ved fugtige områder, er 6-7 mm lang og meget følsom over for skift i habitatet. Og ifølge Felthåndbogen på fugleognatur.dk lever den såmænd af ... myg, som den griber, netop som myggen bliver udklækket. Naturen er smart!

mandag den 7. juli 2008

Turbomoster i sneglefart


Ja, det måtte jo ske, når man hele foråret har haft lidt for meget fart på, fordi opgaverne altid hastede og der (stort set) har været nok af dem. Så for en uge siden blev jeg lagt ned. Hurtigt og effektivt med høj feber og lungebetændelse. Ned under dynen - med den trofaste kat i fodenden.
Min læge udskrev fluks en skrap kur, og det virker som om den virker. Bare surt, at det var midt i den skønneste sommer :-(
Svend Erik knokler på med at gøre det gode skiv Sally klar til sommertogt (han bygger kistebænk) og sejler, når vejret er for godt til at høvle og save.
Selv trisser jeg rundt hjemme og hoster som en gammel søløve. Slapper af, går små ture, læser lidt og forsøger at spise godt. Håber det snart går over, så sommeren ikke bliver helt spoleret - og jeg kan vende frisk og energifyldt tilbage til arbejdslivet og næste oversættelsesopgave, der skal ligge klar 1. oktober: 200 sider om at tilføre virksomheden ... energi. En svensker med ild i r.... - det kan man ikke sige om oversætteren i denne tid, selvom det går fremad.

lørdag den 21. juni 2008

Plettet voldsnegl


Vi har fået en ny sneglefætter i haven. Faktisk så vi de første eksemplarer sidste år, hvor den iberiske skovsnegl :-( også gjorde sin entré. De nye indbyggere ser ud til at være plettet voldsnegl, som kun findes ganske få steder i Danmark, bl.a. på Christianshavns Vold. Og altså i vores baghave - forleden aften talte jeg 15 store og mellemstore individer. De foretrækker mørke og kølighed og holder især til under vores bregne - men vover sig gerne ud i den store verden, når solen er gået ned.
Rygtet siger i øvrigt, at den plettede voldsnegl skulle være ganske velsmagende - faktisk franskmændenes foretrukne - og ikke fredet, som de mange vinbjergsnegle, der også bor i vores lille grønne oase.
Men vi har altså ingen planer om at spise vores sneglevenner!