Viser opslag med etiketten kulturtilbud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kulturtilbud. Vis alle opslag

lørdag den 22. februar 2014

Den video skal du se!

En lille pige lægger et par mønter i musikerens hat på torvet i en lille catalansk by og får en vidunderlig oplevelse.
Jeg faldt over videoen på Fjæset og nu håber jeg, den bliver her på bloggen, så jeg ikke taber sporet af den dejlige oplevelse fra torvet i Sabadell.

Begivenheden var organiseret af Banco Sabadell i anledning af deres jubilæum for at takke borgerne for 130 års godt samarbejde.

mandag den 28. november 2011

Dejligt sted med kvalitet og stil


Hvor går man hen, når fotografens cykel er punkteret, og der er indkøbt billetter til en fantastisk stumfilm i Dagmar om to timer? Heldigvis kom vi forbi Bjørg's, på hjørnet af Vester Voldgade og Studiestræde, der hvor det legendariske Villy's Place havde hjemme engang i 1960'erne. Vi gik indenfor og følte os straks godt tilpas i et interiør, der ku' ha' været i et venligt nabolag i Paris. Venlig, kompetent betjening, mange slags gæster, unge og gamle.
Vi fik begge Bjørg's spicy meatballs med tzatziki og masser af godt brød, to store fadøl, kaffe og herlig kage for 485 kroner.

Mætte trissede vi over i Dagmar til 'Klovnen', en smukt nyrestaureret 2 timer lang og meget intens stumfilm fra 1926, i dagens anledning med levende pianør, om et lille cirkus der drager til Paris, kærlighed, svigt & død. Danmarks dyreste og mest overdådige stumfilm, vel den eneste der virkelig er i international klasse. Det tyste melodrama er instrueret af A.W. Sandberg med Gösta Ekman i hovedrollen. Se den, hvis du får muligheden!
Du kan læse mere om filmen i Nationalfilmografien, hvor det også er muligt at se et lille klip fra filmen.

torsdag den 10. november 2011

'Smagens Time', kun for børn

Den super opfindsomme gourmet Claus Meyer, der serverer valgflæsk i Frederiksberg Have og inviterer på fængselsfangers luksusmiddag i Vridsløse i aften,  er på færde igen, med et tilbud, forældre ikke kan sige nej til.

Den 15. november 2011 kl. 17-18.30 kan børn og unge mellem 5 - 15 år over hele landet gå på restaurant med deres søskende og venner – men uden deres forældre. Børnene får muligheden for at nyde en sund og velsmagende 3-retters menu, der både forkæler smagsløgene og udvider deres madhorisont. Dygtige kokke landet over vil nemlig i disse timer lægge sig i selen for at forberede et måltid, der afspejler sæsonen, smager vidunderligt og stimulerer de unges nysgerrighed overfor mad, de ikke kender. Find en restaurant i jeres nærområde og giv dit barn en madoplevelse for livet!

Det koster kun 100 kr. + gebyr pr. kuvert!

Smagens Time – forbudt for voksne er et projekt startet af Claus Meyers nyetablerede fond, Melting Pot og skal samle ind til etableringen af en madskole for nogle af de fattigste unge i Bolivia. Projektet realiseres i samarbejde med IBIS

Billetterne kan købes på www.madbillet.dk/show/event/smagens-time

Er du bare lidt interesseret i go' mad (og hvem er ikke det?) skal du ha' dig et abonnement på Claus Meyers nyhedsbrev, så du kan følge med i de vilde & sjove ideer. Men pas på! Det er lidt vanedannende...

søndag den 21. august 2011

Harmonic Fields





Den sidste chance for at opleve franske Pierre Sauvageot/ Lieux Publics & Cies kæmpestore vindsymfoni for 500 instrumenter er i dag, søndag d. 21. august fra kl. 13 - 21. Så grib madkurven, familien, vennerne og et par passende flasker og hold dagen fri i de franske vindinstrumenters fløjten, brummen og klingren. Vejret bliver tørt, solrigt, op til 20 grader og passende vind til det magiske lydunivers. Hist & pist er der sørget for noget at slænge sig på, men tag måske et tæppe med hvis der bliver trængsel.
Å' så er det ganske gratis.

Glem det hele og lyt til vindens magiske koncert!

fredag den 18. februar 2011

Menneskers ret!

© Lars Ole Nejstgaard
Danske bladtegnere tegner menneskerettigheder i anledning af Menneskerettighedskonventionens 60 års jubilæum er et projekt, der har kørt et par månder på bladtegnernes satiriske website,  www.caricature.dk, men nu er det blevet til en udstilling helt til den 2. april på bladtegnergangen i Den Sorte Diamant, hvor man kan fornøjes eller provokeres af de spidse penne. Bagefter skal udstillingen rundt i Skandinavien i et samarbejde med norske, svenske & finske bladtegnere.
© Lars Vegas Nielsen


søndag den 9. januar 2011

Jazzfotografi på Brandts i Odense

©Ole Brask: Milt Hinton 1964.
Smittende livsglæde er fælles for jazzmusikere, tror jeg.

© Ole Brask: Count Basie 1966.

Prøver at skrive i toget på vej hjem fra en fernisering på Brandts, Museet for Fotokunst, i Odense. Det drejer sig om en kæmpe udstilling af den danske, og internationale jazzfotograf Ole Brask, der på et tidspunkt i sit liv havde studier i og arbejdede i Paris, London og New York.

Det er ikke til at koncentrere sig om skriveriet i det her hoppende tog, så hvis du vil læse mer', må du vende tilbage senere.
TDC's internet i toget er så langsomt, jeg burde ha', ikke 5 timers netadgang, men 14 dage for de samme penge, øv!

Ben Webster & Nils Hennning Ørsted på Montmarte, måske den aften, Ben Webster bøjede sig ind over nogle knævrende svenskere ved scenekanten:
"Excuse me, did I play too loud."
Meget røde svenske ører...

Udstillingen, som museet længe har haft på ønskesedlen, er blevet mulig gennem en meget stor donation af billeder og kontaktkopier m.m. fra Ole Brasks kæreste Bitten Rønne. Kurator Charlotte Præstegaard Schwartz, der har skruet udstillingen sammen, var meget begejstret for at kunne overtage et autentisk materiale som det forelå fra fotografens hånd, med et udførligt & intakt arkivsystem.

Ole var en stilfærdig og diskret fotograf, der ikke gjorde meget væsen af sig, men var fænomenal til at blive venner med alle de store musikere. Det lyser ud af hans billeder.
Han havde næse for at komme til New York på lige det tidspunkt, hvor jazzen boomede og blev hurtigt venner med flere af de store drenge. Han kom også til at arbejde for Richard Avedon, der blev én af USA's allerstørste fotografer.
Ole Brask foretrak at fotografere musikerne i studiet, hvor han kunne styre lyset, eller hjemme hos musikerne, men ofte måtte han nøjes med øverummet, pladestudiet, en garderobe eller scenen. Det er formidable portrætter og en udstilling, du skal se, hvis 1960'ernes og 1970'ernes gyldne jazztid er noget, der tænder dig.

Hvad Ole selv holdt mest af? Stuff Schmidt solo på akkustisk violin en stilfærdig stund efter fyraften.

Udstillingen på Museet for Fotokunst på Brandts Klædefabrik i Odense kan ses frem til den 6. marts 2011.

Bjørn Nørgaard på Statens Museum for Kunst


Mesteren fortæller om et værk

... den krøllede Lundstrøm?


store, tunge og næsten frygtindgydende smukke...


Bjørn Nørgaard har noget med engle

'Thorvaldsens portrætbuster' med navne som Strauss, Kissinger, Pol Pot og andre koryfæer. En enkelt buste er uden navn, og der er rigeligt med spejle i den munumentale bagvæg.
I den romantiske sø er der kaffekop, en øl, visne blade ...

Den ofrede hest på syltetøjsglas er rigt repræsenteret, både på glas og på film. Der er mulighed for at se mere end 10 timer af de filmprojekter, Bjørn Nørgaard har været blandet ind i, fra de alle første vilde eksperimenter på 8 mm.

Statens Museum for Kunst har udgivet bogen 'Re-modelling the World', redigeret af Birgitte Anderberg med bidrag af flere forfattere og fotografer.

tirsdag den 17. august 2010

Håndlavet dukketeater i en boks

To piger laver et fint dukketeater i en box som de, man laver pasfoto i (Det kan de iøvrigt også klare).
Der er kun plads til én publikum ad gangen, der ser forestillingen i det lille teater næsten som på TV.
Det hele skabes udefra, med hiv & sving & snoretræk & levende sang & harmonikamusik. Maskineriet er den forestilling, vi som tilskuere udenfor kan se på sammen med publikummerens ben under forhænget.
Sang & musik transmitteres via den indbyggede megafon.
Her ser du bagscenens mekanik.
Der er billetautomat til højre.

De muntre piger er selvfølgelig i fine cirkustjeneruniformer

Cirkus i byen

Jeg holder af rigtig, håndlavet cirkusmusik. 


Now or soon



Han slutter sine ekvilibristiske kunster i  den høje mast med at suse ned med hovedet først og stoppe tyve centimeter over jorden.

Ham her er en rigtig rod.



Cirkus Spektaculum besøger tossereservatet hvert år med en herlig blanding af gøgl, eventyr &  humor .
Den skæggede dame er også med.

søndag den 11. april 2010

Peter Callesen: Skin of Paper







Peter Callesen er til kunst i papir. Han kan med stor teknisk snilde, finesse og eftertænksomhed fremtrylle historier og forbløffende dramaturgier, ofte med megen humor, af et simpelt A4 ark. Det er der mange eksempler på i Peter Callesens charmerende udstilling i Kunsthallen Nikolaj.
Men det første man møder indenfor døren til det store udstillingsrum er et vaskeægte slot, med tårne & spir, et slot man kan gå ind i. Inde i slottet er der 17 videomonitorer med Peter Callesens underfundige videoværker og dokumentationer af tidligere værker.
Peter Callesen har også skabt en gengivelse af den gamle kirkebygnings østvindue som ruin, med tegninger og prints istedet for de blyindfattede vinduer.
Torsdag den 27. maj kl. 17 kan du opleve Peter Callesen selv fortælle om sin udstilling, der kan ses helt til den 6. juni. Jeg skal ihvertfald se den igen; der var altfor mange til åbningen.
Du kan se flere billeder på Peter Callesens eget website.

mandag den 22. marts 2010

Vignettens mester, Erik Thorsen





Du har set hans elegante, undefundige vignetter masser af gange, vistnok især i Politiken, men hvem er det nu, han er? Mogens Ziegler er tæt på, men det er Erik Thorsen, der i 30 år, til sin død i 2004, var bladtegner, med vignetten som speciale, især til 'Læsernes mening' i Politiken. Maj måned ud kan du se en stor udstilling af Erik Thorsens små værker på Bladtegnergangen i Den Sorte Diamant.

søndag den 13. december 2009

Nomade


Her kommer du lige op til de gode tegnere og Diamantens juletræ. Der er gratis adgang. God fornøjelse.



Forfatteren filmes til lokal tv station.


Når du nu ruller op ad slidsken til Udlånsgangen for at se de satiriske mesterværker på tegnernes udstilling, ruller du igennem 'Nomade', en litterær installation af Youssouf Amine Elalamy, en af Marokkos mest betydningsfulde forfattere.
Novellen handler om vand - eller rettere mangel på vand. Den poetiske tekst findes kun her, på væggene i Den Sorte Diamant, håndskrevet på materiale fra nomadernes hverdag.

lørdag den 12. december 2009

Afrikansk kultur på Nørrebro


Matoki helt fra Kenya til 35 kr/ kg.






Fisk fra fjerne lande.


Kassava blade er et vigtigt krydderi.




Søde kartofler kan man ikke undvære.


Nej, nej, det er ikke bare bananer; det er kogebananer. Smager dejligt grillstegt.

Står du pludselig en dag og mangler de rigtige råvarer til en ægte afrikansk middag, er der hjælp at hente hos Issiaga Sidibé på Ndr. Fasanvej, tæt på Nørrebro Station. Her ligger Danafrika, Natural & Organic International Food Store nede i kælderen i nr. 194.

Det er ikke kun en butik, men også en dansk-afrikansk kulturforening med mangfoldige aktiviteter, fra foredrag, lektiehjælp & sommetider om fredagen rigtig afrikansk mad til næsten ingen penge.

På søndag holder DanAfrika Kultur dansk-afrikansk julefest for børn og voksne.