onsdag den 11. februar 2009

Karen flytter på landet



Eller i hvert fald til sit eget kontor i landlige omgivelser længere ude på Refshalevej med udsigt til Lynettehavnen lidt længere mod nord.

Vinter


Rosmarin i sne tidligt i morges og våde katte ind ved syvtiden: "Miauuuv, det er vådt & koldt..."

søndag den 8. februar 2009

Galleri DASK


DASK er et lille fotogalleri i en forhenværende og meget sporadisk renoveret kødbutik i den hvide kødby, på Flæsketorvet (herligt navn, ikk').
Ferniseringer i DASK er meget afslappede & sociale begivenheder med koldt øl og godt selskab, som her, hvor Casper Balslev til sit udstillingsprojekt Korpus har leget med trendy stiletter og en smuk pige i en rå snapshot æstetik, inspireret af William Klein, Lynch og japanske Nobuyoshi Araki 荒木 経惟.
Hvis du vil ha' en Casper Balslev hjem på din egen væg, er prisen 5.500 kr.

lørdag den 7. februar 2009

Langtidsstegt lammekølle


Med fennikkelfrø, koriander, citron, hvidløg & en masse dijonsennep. 155 grader i ovnen til vores nye digitale stegetemperameter siger 70 grader. Omkring 3 timer, så' det spisetid. Der er god tid til salat og økokogte kartofler: En ordentlig kvalitet i økologiske kartofler vaskes og evt. pletter skæres af. De sættes over ilden på svagt blus og en sjat vand i bunden af gryden. Husk salt. Koger 8 minutter under låg. Står 8-10 minutter i kogevandet. Hæld det fra, bed konen om at dække bord, træk rødvinen op & server!

onsdag den 4. februar 2009

Kulturel mangfoldighed


På Christiansborg hele formiddagen til en høring om kulturel mangfoldighed. Både kulturministeren og udviklingsministeren var der skam, men gik da de havde sagt, hvad de ville. Ministre er travle folk. Så var der mange andre kloge mennesker og alt i alt var det ret oplivende. Hvis ikke vi havde den der fornemmelse af mange pæne ord og ikke ret mange af de meget nødvendige kontante tilsagn om, at der også var en økonomi til at virkeliggøre de gode intentioner.

fredag den 30. januar 2009

Vogt Jer på Frederiksberg!


Der var taler & gaver...


og vi sang allesammen med på sangen på de røde flag:

PIF-PIF, PIF-PIF, fallera!
Hår, sok og hjerte så rød og glad!
PIF-PIF, PIF-PIF, fallera!
//:Du er den skønneste Røde Mor
Så derfor skråler vi højt i kor:
PIF-PIF, PIF-PIF, fuldera!
PIF-PIF, PIF-PIF, fuldera!:// Hurra!

Pia Funder, der altid har været en væsentlig del af det faglige arbejde, siden jeg meldte mig ind dengang i slutningen af 70'erne,først i Fotograferne, siden Medieforbundet, Grafisk Forbund og Dansk Journalistforbund er nu gået på pension og holdt afskedsreception i dag. Men som Pia understreger på det kraftigste: Hun er ikke blevet en del af den blåhårede ældrebyrde, tværtimod: Hun fortsætter som rød lokalpolitiker og det er ikke kun hårfarven!

Flere fag jeg sammen med Pia har været i forbund med, er forsvundet undervejs: Typografer, lithografer, serigrafer... Det gamle forbundshus på Lygten er solgt og medlemmerne er i dag i HK eller som jeg i DJ. Min tid i bestyrelser og på delegeretmøder er overstået og nu er jeg kun kulturredaktør på djfotograferne.dk.

Klimaet forandrer sig



Og det er vores allesammens problem. Men hvad er myter og hvad er realiteter?
Udenrigsministeriet har netop lanceret en webportal, der som et forsamlingshus i cyberspace skal give rum for debat forud for klimatopmødet i december 2009.
Michael von Bülow skriver om 10 myter og realiteter. Vi gamle røvhuller skal nok overleve, men det bliver måske ikke så nemt at være næste generation? Og dem, der kommer efter...