onsdag den 4. marts 2009

Stik gaflen i øjet

Hedder den største og mest omfattende udstilling af Danmarks store surrealistiske maler Wilhelm Freddie (1909-1995), der til den 1. juni kan ses på Statens Museum for Kunst. Vi kender alle hans 'Sex-paralysapeal', der sammen med et par 'anstødelige' malerier samlede støv på Kriminalmuseet fra 1937 - 63, før de blev frigivet. I 1961 lavede Freddie kopier af værkerne, når nu han ikke kunne få dem ud af politiets museum. Kopierne blev udstillet på Galleri Køpcke i København, og omgående beslaglagt. (Hvorfor tænker jeg her på ayatollaernes religiøse politi?).
I 1973 blev Freddie udnævnt til professor ved det Kgl. Kunstakademi i København.


Wilhelm Freddie: Lædervesten

"Min kunst er et forsøg på at udslette den afgrund, der for nutidsmennesket er mellem drøm og virkelighed"
Wilhelm Freddie, 1962



Den slags kunne danskerne tage skade af i 1937.

I anledning af 100 års fødselsdagen er der kommet en moppedreng af en bog på 272 sider med over 350 illustrationer. Den ser interessant ud, så den må jeg ha' fingrene i, til kun 300 kr.

torsdag den 26. februar 2009

En Kurosawa port ...


... eller noget fra en Harry Potter film, måske en fjern tusbekisk røverhøvdings borg?
Næh, s'mænd bare den nordlige indgang til Fakirskolen på Christiania. Men det er vel for mange også et meget eksotisk sted.

Men Livingstone lytter med...


DEN BRAVE KAT LIVINGSTONE I KONCENTRERET LYTNING TIL RADIOENS INFORMATIONER OM HAVENISSER

Havenissernes tilholdssted?


SUSPEKTE HAVENISSER FORMODES AT HOLDE TIL I OBSERVERET BETONBUNKER I BASTIONENS INDVENDIGE NOE SPIDS STOP BEMAERK EGNET HAVENISSESTUB HOEJRE SIDE SLUT

Klar til indflytning


Flyttebilen kommer på fredag.

Havenisser??


RAPPORT 250209 KLOKKEN 165831
ENLIG HAVENISSE OBSERVERET QVINTI LYNETTE INDEN FOR BEFAESTNINGENS OESTRE MUR STOP OBSERVATION FRA AABENT VINDUE PAA FOERSTE SALENS NOE HJOERNE SLUT

tirsdag den 24. februar 2009

Fastelavn


er over os igen. For et år siden var det også til hest, i Østermarie på Bornholm, i oversætterens arbejdseksil. I år er det foran Indkøberen på Christiania, hvor en stor gruppe på 25-30 ryttere ude fra Amager kommer hvert år med orkesteret på hestevogn & alle synger med. Så serverer Indkøberen også varm grog til rytterne i kulden.
Jeg var så heldig at komme forbi med min tunge gasflaske på sækkevognen i det rette øjeblik og fik et krus grog med; den er rigtig god! Jeg tror, det er Lange Finn, der står for opskriften, ligesom med det varme øl på julemarkedet.