lørdag den 25. april 2009

Normalia?



I dag er Normalia-dag på Christiania. Det er noget med at vise verden, hvordan fristaden kommer til at se ud, hvis Slots & Ejendomsstyrelsen får normaliseret os allesammen rigtig grå & kedelige, i pæne og velholdte huse, sådan som resten af verden er, måske lige undtagen Hopi-indianerne, der udsiger kloge ord om, at man ikke kans spise penge etc. (desværre lever en meget stor del af de nulevende amerikanske indianere et liv i slum og bilvrag som alkoholiserede bistandsklienter).
Naiv, som jeg er, troede jeg, at Normalia ville betyde, dagen startede lisså tidligt som ude i verden, men da jeg hentede post ved 10-tiden, var der ikke meget liv.
Nu her lidt før kl. 13 er der stadig meget fredeligt her, men jeg kan høre en del sirener ude fra byen med mellemrum; der er jo selvfølgelig også en Normalia-demonstration. Det kan være, det er den, der er normal, med den sædvanlige ballade og knuste ruder hos McDonald's og Vestergård Møbler. Brændende biler er først efter mørkets frembrud.
Skal der heller ikke kastes håndgranater på værtshusene? Eller spilles høj musik, der generer vores normale naboer, der gerne vil sove eller høre naturen?
Nå, solen skinner, og jeg skal ned i min helt normale sejlklub.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar