Reklame...

Snöleoparden åbner ballet med Gonga Sain og Mithu Sain

I går søndag spillede Jonas Stampe, alias Snöleoparden, sammen med de to kendte trommeslagerbrødre Gonga Sain og Mithu Sain på Pindi Stadion i Lahore ved åbningen af cricketfinalen i Pakistan, direkte på det nationale tv. Det er Jonas i den lange, røde kjortel, Gonga Sain tv. og Mithu Sain i gul kjortel.

Billederne er lige modtaget på mail fra Jonas. Der er ikke noget navn på fotografen. Jeg vil gætte på, Jonas har stukket sit lille 'point & shoot'-kamera ud: "tag lige et par billeder, mens jeg spiller."

Danish puppet theatre in Pakistan

The little angels were performing a very fine dance for us.

My memory card cheated me, so I do not have any pics from that day. Fortunately my good friend Abdul Majid has send me a big load, so I can tell about our performance at Faisalabad Arts Council. Abdul is the photographer of the Arts Council.

Here is one of Annes two puppets, the main figures of the workshop.

Anne was teaching a few of the kids. They were very interested.

'Oh, this is exiting! I would like to try much more.'

'We are good friends.'

Anne with new friends.

And then we were interviewed by Radio Pakistan.

Anne Nøjgaard from Theatre Lampe

Karen Mohr Sokkelund

Jonas 'Snöleoparden' Stampe

It's me sitting on the ground.

The kids had a great time.

Many thanks to Abdul Majid for a lot of fine pictures. I take the chance to appear one more time. It does not happen very often.

We all hope to come back soon.

Hver mandag er der friskbagt naan نان til alle.

Sidder fordybet i computer og billeder ved Ejaz Alis store spisebord i Faisalabad. Hov, hvad sker der? Ude ved hoveddøren er der støj og mange mennesker, så jeg må ind igen og ha' fat i kameraet. Husets faste mand var i gang med mandagens tradition: At dele friske naan brød ud til de fattige i nabolaget.

Selv om man ikke har så meget, er det vigitgt at ha' stil! Vandkæmmede og i pænt tøj allesammen ser de rigtigt fine ud.

'Kære børn, der er ikke mere tilbage. I har fået det hele.'

Men der gik kun kort tid, så gik døren op i Ejaz' fars hus på den anden side af gaden og der var brød igen.

Naan, på urdu نان, er lige så vigtigt i Pakistan som kartofler i Danmark og spises morgen, middag & aften. 

Moderne Pakistan

Det ser ambitiøst ud. Bliver spændende at se næste gang vi kommer forbi.

De to nederste etager er næsten færdige og taget i brug.

Moské og butikker i et meget livligt kvarter, måske ikke specielt elegant men charmerende og morsomt.

Moderne byggeri med historiske stilelementer, mere elegant end moskeen.

Det ligner det moderne Paris. Men mon isolering og tekniske installationer holder niveauet? Sommertemperaturer  omkring 50 grader og vintre ned omkring nul burde kræve samme isoleringsstandarder som i Danmark for at holde energiforbruget til airconditioning på et rimeligt niveau. Vi så stort set ingen tiltag til vedvarende energi.

Er det et vandtårn eller et landemærke? Vi kørte forbi hver dag på vej til arbejde.

Det er ikke nemt for en kultur at finde sine egne ben at stå på, når man gerne vil være moderne. Det her nye shoppingcenter er nok lidt for meget præget af betonarkitektur og overfladisk effekt. Smukt er det sgu ikke.
Som du kan se på billedet ovenover, er stuetagen allerede taget i brug med kabler, slanger og midlertidige installationer der begynder at brede sig, med tendens til at blive permanente. Spørgsmålet er, om det nogensinde bliver færdigt ligeså ambitiøst som det er tænkt.

Et sufitempel i Lahore

Tre dansere og trommerne, der spillede i timevis.

Sent en mørk aften besøger vi et sufitempel i et hjørne af den gamle by, langt fra Rafi Peer Centre og vores hotel, gennem det sædvanlige trafikkaos og ind i mere og mere snævre gader.
Til sidst må vi efterlade taxien og chauffør og gå på vores ben gennem en lang, halvmørk gyde. Jonas har været her en gang for længe siden, så vi drejer ned det rigtige snævre sted mellem husene og kommer til en skogarderobe med numre og det hele, hvor vi må efterlade sko og sokker og fortsætte på bare tæer: Jonas fraråder strømpesokker; så er marmorgulvet for glat.
Så kommer vi til det sted, du kan se på det første billede. En stor gård overdækket med gult stof. To store fyre med vildt hår og skæg, musikerne Gonga Sain og Mithu Sain, der spillede på Roskilde Festival i 2011, spiller energisk smukke rytmer på store dhol-trommer og tre-fire fyre danser nærmest som i trance, virrer med hovedet, den samme bevægelse rytmisk gentaget. Indimellem hvirvler de rundt om sig selv i vanvittigt tempo til de brat stopper op.
På væggene hænger billeder af den samme skæggede guru med fedtet langt hår og et forvirret, udflydende blik. I indgangen til det allerhelligste står en lille, indtørret, gammel mand med hennafarvet strithår. Inden for døren er der et kæmpe akvarium med store fisk. Alle væggene er dekoreret med små spejle i sirlige mønstre og farverige draperier. Den gamle viser mig en seng med en stor bunke snavsede pengesedler, som han peger på: "This is my God" siger han.
Jonas har fortalt os om en sufi-mystiker, der aldrig forlod sin seng og udelukkende levede af vand og hash. Jeg kan ikke helt få det til at passe med den tomme seng med de snavsede pengesedler, men selv en sufi skal vel på lokum engang imellem.
Tilbage i gården sidder nogle fyre og ryger hash. De inviterer på et hiv, men jeg takker nej. De insisterer på, at jeg skal tage et billede - ikke af dem, men af en medaillon med en billede af den langhårede guru med det fedtede hår. Jeg viser dem billedet på Nikon-kameraets skærm, og de ser meget glade ud.
Trommerne spiller stadigt hel vildt. Hele scenen minder om det hjemlige tossereservat på Christianshavn for mange år siden eller de hippietempler, jeg besøgte i USA i 1970'erne.
Pludselig er der endnu en af de sædvanlige strømafbrydelser, og gården bliver bælgmørk et øjeblik, til folk får fundet deres mobiltelefoner frem. Trommerne spiller stadig vildt, men holder snart op.
Jonas og de store trommespillere hilser begejstret på hinanden. Jeg skal fotografere dem sammen. Inde i templet har gamlingen med det orange strithår fundet en stor diodelampe frem, så vi går derind. Døren til det allerhelligste er lukket, så jeg kan ikke vise Jonas sengen med pengene, men vi får taget nogle billeder, med fler' og fler' folk på, til der er tæt trængsel i det lille rum og fællesbrølet er øredøvende.

Billedet er knappet sammen af 6 billeder. Klik for at se det større.

Gyden, før lyset gik ud.

Medaillonen med guruens billede.

Et godt gensyn: Gonga Sain og Jonas Stampe (aka Snöleoparden).

Med Jonas' hellige guitar.

Flere og flere ville med på billedet, og i fællesråbet. Det er det store akvarium til højre under blomsterkransene.

Det er tid at komme hjemad, og vi finder vores sokker og sko i mobiltelefonernes lys. Udenfor i den smalle, mørke gyde kan vi næsten intet se og er et kort øjeblik i tvivl om retningen. Heldigvis skal musikerne samme vej i den bil, de har købt for penge, de tjente på deres Danmarksturné sidste år, og billygterne lyser gyden op, så vi ikke skal famle os hele vejen ud til vores ventende taxi og få vækket den sovende chauffør.
Du kan se en kort video her, som Jonas har lavet med Gonga Sain og Mithu Sain.
Søndag den 1. april spiller Jonas sammen med Gonga Sain og Mithu Sain i forbindelse med cricketfinalen. Hele Pakistan vil se det på tv! 

Museum of Puppetry

Traditionelle dukker, som man kan se dem i Pakistan og Indien, ofte lavet af romaer.

Faisaan Peerzada var allerede som dreng fascineret af dukketeatret og har vel selv bygget omkring halvandet tusind dukker. Men han har også gennem årene samlet både dukker, plakater og videoer af dukketeater og det er blevet til det spændende Museum of Puppetry i Rafi Peer Cultural Center i Lahore i delstaten Punjab.
De syv Peerzada søskende begyndte deres teaterworkshop i 1974 og fra 1992 har der foruden utallige lokale musik og teaterarrangementer næsten hvert år været afholdt internationale festivaler.