tirsdag den 15. juni 2010

To talenfulde tvillinger

I dag fik Thomas Aue Sobol i Dansk Journalistforbunds hus på Gl. Strand overakt Timbuktu Prisen, Danmarks største journalistpris, på 100.000 kr. for sine artikler om menneskerettigheder, sociale problemer og vestlige virksomheders og forbrugeres medansvar for elskrot og børnearbejde på kakaofarme i Ghana, 'ølpiger' i Cambodia og forholdene i de meget lukkede lande Burma og Nordkorea. Pengene vil Thomas bruge på nye projekter i Burma eller måske et stort webprojekt om alverdens flygtninge. I 2008 fik Thomas Kristian Dahls Mindelegat.

Tvillingebror Jacob Aue Sobol, der ikke er journalist, men fotograf, har lavet enestående og langvarige fotoprojekter i Grønland, Guatemala og Tokyo, som du skal se og læse om på hans website. Nu er han på vej til at blive optaget i verdens allerfineste fotografsammenslutning, Magnum, der blev grundlagt af Henri Bresson, Robert Capa m.fl. i 1947. Billedbureauet Magnum billedbureau er ejet af fotograferne selv og optager kun de allerbedste.

Aner man en vis kappestrid mellem de to talentfulde brødre? Jacob fortalte mig, at de engang havde spillet en tenniskamp på 7 timer...

Jeg tager min hat af for Thomas og krydser fingre for Jacob.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar