torsdag den 1. januar 2015

Sokkelunds debut på Det Kongelige Teater

Gotvedgymnaster på Det Kongelige Teater

En gang i begyndelsen af december 2014 hang der et opslag på Gotvedskolen, hvor jeg går til pensionistgymnastik. Man søgte nogle 70+ til et projekt på Det Kongelige Teater:

”En enestående mulighed for en stor oplevelse er opstået, for de af vor gymnaster som elsker at bevæge sig og er over 70 år gamle. To prisbelønnede instruktører har kontaktet Gotvedskolen, fordi de ønsker at opsætte en danseforestilling, der skal handle om at bevare bevægelsesglæden i en høj alder. Man behøver ingen teater/danseerfaring, men må godt have gået til gotvedgymnastik i mange år. 
Alle interesserede inviteres til en eftermiddag med bevægelse, på teatret 10. december fra kl 15.30-17.45.” 

Nu har jeg fotograferet teater i mange år. Er det ikke på tide, jeg selv kommer op på brædderne? Å' det er lige min alder. Yeees!

torsdag den 25. december 2014

Årets sidste havearbejde

Det er bare om at få de sidste selleri og rødbeder op inden jorden blir' til sten.
Roserne står uforfærdede med store flotte knopper.

Christiania i julesne






Amar'banen


























En del af sporene ligger der endnu og det er en eventyrlig tur på en juledag som i dag, med sol & sne.

fredag den 12. december 2014

Første prøvedag i Skuespilhuset

Klik for større billede

70 raske & rørige over 70 prøver på en danseforestilling. Otte mænd og 62 kvinder rundt i prøvesalen som (næsten) en flok teenagere. Hvad kan det ikke udvikle sig til... Det er i hvert fald spændende at være med til.
Der er premiere i begyndelsn af marts.



onsdag den 5. november 2014

"Den står i min stue"

En dejlig sommerdag er jeg på posthuset for at tømme min postboks, det vil sige hente mandagens 'Information'. Stiller min cykel foran bageriets vindue.
Der står et flot, sort svin af en skinnende blank Harley Davidson, super elegant, men et stort bæst. Tre imponerede bagersvende hænger ud af vinduet, der står åbent i varmen. Jeg kommer ud med min tynde avis under armen, da en solid pige i 30'erne propper de gyldne krøller ind i sin styrthjelm, sætter sig overskrævs på den sorte maskine og starter dyret med et dybt, rungende Harleybrøl.
”Imponerende bæst” råber jeg til pigen, der ser rigtig sød og glad ud. ”Helt ny?”
”Nej, den er ni år gammel, men den står i min stue!”

Hun sætter den store Harley i gear og glider ud i trafikken. Bagersvendene pifter gennemtrængende og er helt vilde.  

søndag den 2. november 2014

Saftig plante


Tallerkensmækkeren, også kaldet tropaeleum eller blomsterkarse, er da en frodig plante at ha' i haven. Her gror den på hegnet ind til nabohaven. Og så ka' den spises; både blomster og blade har en god karsesmag og ser flotte ud på salat.

Vores frø er en blanding af egen høst fra forskellige naboer og sidste års frøposer og en særegen gul udgave med rødt fra det smukke Läckö Slots herligt frodige køkkenhave. Karen sneg sig til at samle lidt frø, da vi sejlede den lille båd hjem fra Uppsala i sommeren 2012 og tilbragte nogle dage på Läckö i Vänern, fordi vejret var lidt for vådt og blæsende.

På Madeira gror de vildt alle vegne og kan dække mange kvadratmeter. Her i landet kan tallerkensmækkeren også så sig selv. Frøene kan overvintre i jorden og nye planter dukke op uventede steder.